- Jens, vi kommer ikke til at tabe en eneste kamp her. Enten så frygter de os, eller også bliver vi båret frem af de her sindssyge fans.
Ordene kom fra Jens Jønssons schweiziske holdkammerat Steven Zuber sidste efterår efter et par kampe på AEK Athens nyåbnede stadion, Agia Sophia. Og Zubers profeti har vist sig ikke at være helt skæv. På hjemmebanen i bydelen Nea Filadelfeia har AEK kun tabt en enkelt kamp i mere end et år. Så Agia Sophia ligner ikke bare et fort – det har det også været for den sort-gule Athen-klub.
Med hjemmebanen i ryggen formåede AEK med nyindkøbet Jens Jønsson som en vigtig del af holdet at vinde ‘The Double’ for første gang siden 1978. De oplevelser et intenst år i den græske hovedstad har kastet af sig deler han ud af, da bold.dk møder ham dagens efter en sikker 2-0-sejr over PAOK.
- I sidste sæson var det sådan, at hvis vi skulle spille 19.30, så startede kampen ikke før 19.50 på grund af romerlys og tågen af røg, der først skulle lette. De blev nødt til at installere blæsere efter nogle kampe for at blæse røgen ud af stadion. Hver gang der blev scoret, kunne du lægge 10-15 minutter oveni.
En ekstrem fodboldby
At det er en by, der går op i fodbold mærker man tydeligt. Selvom interviewet finder sted en halv times kørsel syd for det centrale Athen i en smuk og rolig forstad under palmerne, så går det ikke ubemærket hen, at det er en AEK-spiller, der er gæst. 'God kamp i går,' 'Du spiller altid godt,' 'Tillykke med sejren til verdens bedste klub.' Er nogle af de roser, der bliver sendt i retning af danskeren, der reflekterer over den vilde kulisse, der især var fremherskende i sidste sæson.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Personligt syntes jeg, at det var mega fedt. Jeg ved faktisk ikke engang, om jeg må sige det, men jeg synes jo, at man burde ophæve de der forbud. Også i Danmark. Jeg synes, det er så fedt. Jeg kan faktisk ikke få nok af dem.
Og når man har det sådan, så er man landet det helt rigtige sted. For Athen er ikke bare en gal fodboldby, den er vanvittig. Fejringerne var der mange af på vejen mod de to sæt guldmedaljer.
- Der blev bare parkeret 500 motorcykler fra AEK-fans, og så stod de bare og hyldede os der midt på en motorvej i det centrale Athen. Det er sindssygt. Det er så fedt. Det er en anden verden.

Skulle væk for enhver pris
De vilde og mildest talt engagerede fans var noget af det Jønsson søgte mere af, da han sagde farvel i AGF for mere end syv år siden. Første stop i udlandet var tyrkiske Konyaspor.
- Jeg var nået til et sted i min AGF-karriere, hvor jeg, for at sige det groft, skulle væk for enhver pris. Jeg elsker AGF af hele mit hjerte. Jeg elsker Aarhus af hele mit hjerte. Men jeg var 23 år på det tidspunkt og havde boet hele mit liv i Aarhus. Jeg havde spillet i AGF, siden jeg var 12, og jeg havde bare brug for at prøve noget nyt.
Konyaspor var ikke det mest forudsigelige valg set udefra, men den samlede pakke var bedst i Tyrkiet, vurderede Jønsson dengang.
- Det var jo ikke sådan, at der var fem Bundesligaklubber og fire Serie A-klubber, der ville have mig. Der var nogle tilbud fra 2. Bundesliga og lidt fra Holland. Og fra hvad jeg hørte så var Holland meget en-til-en med Danmark, rent kulturmæssigt.
- Jeg blev sgu lidt mere tændt på det der med virkelig at få savet benene væk under mig, og så kunne jeg jo se, at Konya skulle spille Europa League den sæson. Så efter at have afvist dem i første omgang, så tænkte jeg “Lad so prøve det.” Der var også kun fire dage tilbage af transfervinduet, så det var ved at være oppe over.

- Der er to klubber i mit hjerte
Det blev til to gode år i Konyaspor for Jens Jønsson, der foruden at spille europæisk også var med til at vinde klubbens første trofæ i form af en pokaltitel. Siden gik turen til Cadiz i La Liga, hvor det dog ikke blev til pokaler eller metal af nogen art. Til gengæld var præstationerne for sydspanierne gode nok til flere landsholdsudtagelser og -debut i efteråret 2020.
Nu er Jønsson så landet i Athen, hvor han ser ting, der minder ham om begge lande.
- Grækenland er lidt en kombination af de to. Folk er også meget varmblodede og udadreagerende hernede, men det er et fantastisk dejligt sted at være. Menneskene er rigtigt rare.
Nu er planen så at følge op på sidste sæsons gode resultater. Men det er ikke for at komme videre til endnu fodboldeventyr.
- Der er to klubber i mit hjerte. Det er AEK og så AGF, selvfølgelig. Så for mig er der to muligheder: Det er hjem til AGF på et tidspunkt, eller blive og slutte i AEK. Det er sådan jeg har det nu, men det kan jo gå hurtigt i den her verden… men nej, altså hvis det er Danmark, så er det AGF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
Cadiz
AEK Athen
Konyaspor
3F Superliga
SüperLig
La Liga
Super League



































