- Amerikanere, amerikanere, hvorfor kan I ikke se? At I skal fyre Esben – for at få succes.
Sådan lød det i slutminutterne og i flere minutter efter klubbens nederlag til Lyngby Boldklub fra AC Horsens' stemningsafsnit.
Der var intet at tage fejl af. AC Horsens' fans ønskede sportsdirektørens afgang.
Tirsdag fik fansene en afgang - ikke sportsdirektørens - men cheftræneren David Nielsens, som selv har valgt at sige sin stilling op.
Allerede efter tirsdagens kamp udviste AC Horsens officielle fanklub Alliancen støtte til cheftræneren, som de ikke mener, er problemet.
Den pointe holder fangruppen fast i dagen derpå.
Artiklen fortsætter efter billedet

Til Bold oplyser bestyrelsen i Alliancen i et skriftligt svar, at de ikke mener, det er den rigtige beslutning at tage afsked med David Nielsen.
- Vi ser ikke fyringen (ifølge Horsens har han selv sagt op, red.) af David Nielsen som den rigtige løsning, og beslutningen kommer desværre ikke bag på os.
- Det er en kortsigtet handling, der ignorerer de reelle årsager til de dårlige resultater. David Nielsen har ikke haft muligheden for at arbejde under rimelige forhold. Hans autoritet er løbende blevet undermineret af ledelsesmæssig indblanding, præcis som vi så det med Martin Retov.
- Når en træner ikke har 100 procent kontrol over sit hold og sin taktik, kan man ikke placere hovedansvaret for resultaterne hos ham.
- Vi bakkede ham op til kampen mod Lyngby, fordi vi ved, at han er en dygtig træner, der har kæmpet mod umulige interne vilkår. Problemet sidder ikke på bænken, men på ledelsesgangen.
Bold har rakt ud til AC Horsens, der ikke ønsker at kommentere udtalelserne.
'Manipulation og bevidst eksklusion'
I stedet mener fangruppen fortsat, at pilen peger på Esben Hansen.
- Esben Hansen bærer hovedansvaret for den nuværende krise i AC Horsens. Han har skabt et toksisk miljø præget af manipulation og bevidst eksklusion af dem, der tør sige ham imod.
- Ved systematisk at ansætte sine egne venner har han sikret sig, at der ikke findes noget sundt modspil i organisationen. Det er ødelæggende for klubbens DNA og den sportslige udvikling.
- Vi forstår ikke, hvorfor bestyrelsen har givet ham så lang snor, når resultaterne og kulturen smuldrer mellem hænderne på ham. En ny cheftræner vil aldrig blive løsningen, så længe rammerne er defineret af Esben Hansen. Enhver træner vil fejle i det nuværende setup.
Kræver hans afgang
I forbindelse med kampen mod Lyngby holdt Horsens' fansene også et banner, hvor der stod 'Fyr Esben'.
Fangruppen skriver, at de ikke har haft nogen dialog med klubben efter protesterne.
Samtidig gør de det klart, at de ikke frygter for konsekvenser for fanklubben, men for klubbens fremtid, hvis ikke Esben Hansen bliver fyret.
- Vi har ikke haft nogen dialog med klubben efter protesterne i går. Mads Kristensen er en midlertidig løsning, der ikke ændrer på de fundamentale problemer.
- Det er i princippet ligegyldigt, hvilken type træner man leder efter som permanent afløser. Ingen cheftræner kan løfte opgaven eller skabe resultater i det nuværende setup.
- Vi har brug for, at sportschefen bliver smidt på porten med det samme. Esben Hansen er ikke forenelig med vores kultur eller de værdier, AC Horsens er bygget på.
- Han har undermineret klubbens DNA, og så længe han er ansat, vil enhver ny træner være dømt til at fejle på forhånd. Vi frygter ikke konsekvenser for os som fangruppe. Vi frygter derimod for klubbens fremtid.
- Hvis ikke bestyrelsen tager jeres ansvar alvorligt og fjerner roden til problemet, ender det med en total deroute for AC Horsens.
Bold har rakt ud til AC Horsens..


AC Horsens
Betinia Liga

































