Dedryck Boyata har ikke spillet meget for Club Brugge siden ankomsten fra Hertha Berlin i 2022.
Noget kunne tyde på, at den 33-årige forsvarsspiller heller ikke er særlig tilfreds med situationen.
I hvert fald ikke hvis man tolker de ord, som hans egen far, Bienvenu Boyata, sætter på sønnens situation i Club Brugge.
Det gør han i det belgiske medie Het Nieuwsblad.
- Dedrycks ophold i Club er en stor skuffelse lige nu.
- Det er tydeligt, at han ikke er glad. Alle fodboldspillere vil gerne spille. Især når man har Dedrycks status - i Hertha var han anfører.
- Han kan ikke acceptere det her, siger Bienvenu Boyata.
Club Brugge er i øjeblikket hårdt ramt af skader, hvorfor en potentiel afgang kan blive besværliggjort.
- Der er ikke noget konkret, men vi vil vente og se samt håbe, at situationen vender.
- I fodbold kan tingene gå hurtigt, men Dedryck er professionel. Hvis han er nødt til at være her, må det være sådan, siger Bienvenu Boyata.
Hvad sønnike selv har at sige til tingenes tilstand, melder artiklen ikke noget om.
I denne sæson er det blot blevet til 364 spilleminutter fordelt på 10 kampe for Dedryck Boyata.


Club Brugge
Jupiler Pro League




































