




Jose Mourinho og Roma havde startet Serie A-sæsonen med tre sejre ud af tre mulige.
Søndag skulle hovedstadsklubben så på besøg hos Verona, der havde tabt de første tre kampe i sæsonen.
Forskellen kom en anelse til udtryk i opgørets første halvleg, hvor Lorenzo Pellegrini fik drejet et indlæg fra højrekanten i mål med en fremragende hæl-scoring efter 36 minutter.
Yderligere scoringer kom der ikke inden pausen, men fra anden halvlegs start, blev der lukket op for godteposen.
Først var det hjemmeholdets Antonin Barak, som kom først på en retur i feltet efter 49 minutter, hvor han kunne sende Verona på 1-1.
Fem minutter senere gjorde holdkammeraten Gianluca Caprari det til 2-1, da han lagde bolden over i det lange hjørne med en afslutning fra venstre side af Roma-feltet.
Roma fik hurtigt svaret tilbage fire minutter senere, da et indlæg fra Lorenzo Pellegrini blev sendt i eget mål af Veronas Ivan Ilic.
Dermed stod det 2-2 mellem holdene, men Verona var ikke færdige med at score mål.
For efter 63 minutter fik Davide Faraoni bolden lidt uden for Roma-feltet.
Faraoni lagde bolden op til sig selv med venstrebenet, inden han med højrefoden hamrede den op i målhjørnet til 3-2.
En fantastisk smuk scoring, der sendte bundproppen på vej mod sæsonens første sejr.
Roma forsøgte at komme tilbage i kampens sidste halve time, men Verona sad tungt på spillet og gav ikke nogen foræringer væk til gæsterne.
Derfor endte kampen også med en 3-2-sejr til Verona, som var klubbens første i denne sæson.
Verona går nu op som nummer 14 i tabellen med tre point efter fire kampe, mens Roma med sit første sæsonnederlag ligger på fjerdepladsen med ni point.


Roma
Verona
Serie A




































