Frank Kristensen, der har kaldenavnet 'Farlige Frank', var som professionel fodboldspiller kendt som en skarp afslutter, der kastede hele 108 mål af sig i 298 Superliga-kampe.
Den i dag 44-årige tidligere Superliga-spiller har efter karrierestoppet haft forskellige jobs eksempelvis i Spjald. Han har også hjulpet Jonas Dal og Erik Rasmussen, da de var i henholdsvis Kjellerup og Vendsyssel.
Nu er Kristensen lærer på Hestlund Efterskole i Bording, hvor han underviser fodboldtalenter, men FC Midtjylland-ikonet siger til LigaBold.dk, at han godt kan fristes til at komme tilbage i en fodboldklub, hvis det er det rette.
- Det er noget tid siden, at der har været noget, så jeg har ikke skullet tage de overvejelser. Når man er i trummerummen, så er det meget rart at have fri, som skolelærere har, hvor weekenderne er frie, men hvis der kommer et eller andet spændende, så kan det godt være, at jeg kan lokkes ud i det.
- Jeg har masser af fodbold. Jeg træner fodbold om morgenen for gymnasieeleverne i Ikast-Brande, så der er masser af fodbold. Det er bare mere på et nørdet niveau, hvor vi ikke skal stille hold, men vi kan udvikle drenge og piger, siger Frank Kristensen, der har en T-licens, til LigaBold.dk.
Han har også tidligere været i spidsen for Vildbjergs damehold, der lå i 1. division, i efteråret 2018. På daværende tidspunkt havde han større trænerdrømme.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lige nu er hans største interessefelt inden for unge spillere, og den interesse får han stillet på Hestlund Efterskole.
- Lige nu er det den overgang fra at være børnefodboldspiller til at være ungsenior, som, jeg synes, er megaspændende. På efterskolen er det ungdomsfodbold med overgang til seniorfodbold. Godt nok på et lavere niveau, og morgentræning er for gymnasieelever, så det er overgangen til at blive voksenfodboldspiller.
- På de der to-tre år ændrer fodboldspillet sig så meget, og det, synes jeg, er rigtig spændende, og så jeg kan nørde med det og få dem til at lave en masse mål, selvom de spiller på mange mærkelige positioner.
Rar træner
Lige nu har Kristensen svært ved at se sig selv træne et seriehold, hvor han skal bruge sine aftener på trænergerningen.
- Det med at skulle træne et seriehold synes jeg ikke, at jeg har lyst til med hensyn til at bruge en masse aftener og weekender på det. Det med skolen, synes jeg også, er spændende, og det er lige så meget koblingen mellem at være inde på skolen og udenfor.
- Der kan nogle af de vilde drenge have lidt svært ved at sidde på skolebænken, men så fungerer de godt udenfor, og så kan jeg trække nogle situationer ind der. Så fanger man mere fællesskabet.
Hvordan vil du beskrive dig som træner?
- Jeg tror, at jeg er rigtig rar, men jeg ved også, at der er nogle, der ikke kommer til at spille. Det oplevede jeg mange gange selv, så det med at få sagt det på en pæn måde, hvorfor vedkommende ikke spiller.
- Det, synes jeg, er vigtigt. Langt hen ad vejen er det meget tilgivende ude på efterskolen, da de ikke kommer fra et særligt højt niveau, så de synes, at det er fantastisk træning, uanset hvad jeg laver.
- At der kommer lidt mere, end man deler to hold og spiller mod hinanden. Der er en mening med det, som vi træner, og de bliver dygtigere teknisk, taktisk og på alle måder. Det er meget lige til derude. Ellers er det for at få dem til at føle, at fodbold er sjovt. Vi lærer bedst, når vi hygger, men vi kan godt hygge os og være seriøse samtidig.
Frank Kristensen synes, at han arbejder med en god talentmasse på Hestlund Efterskole, selvom det er en forholdsvis lille skole.
Han har det godt med at hjælpe de unge spillere på rette vej, hvis de ønsker at satse på fodbolden.
- De gør det godt, men de kommer ikke på Hestlund Efterskole, fordi de er fodboldspillere. De kommer, fordi de godt kan lide at spille fodbold. Når de så har valgt en lille efterskole, så er det måske fordi, de ikke kan lide, at der bliver råbt højt, eller at der bliver stillet voldsomt store krav, eller der er mange mennesker omkring dem.
- De rykker vidt forskellige, men nogle, der er dygtige til at spille fodbold, skal også lige lære, at de skal stille krav til deres medspillere. Det med at få det sagt kan være svært.
- Min fornemmeste opgave er, at vi bliver samlet så meget som gruppe, at man tør sige noget til hinanden. Hvis der er én, der bliver sur og skælder ud, så er det ikke fordi, han er en stor idiot, men fordi man gerne vil vinde.
- Det tager noget tid, og der er mange, der ikke har været igennem talentsystemet, for så ved man, at der bliver sat krav, og trænere råber højt, og nogle råber rigtig højt. Så er de måske faldet ud af det, fordi de ikke kan være i det, siger Frank Kristensen til LigaBold.dk.
Frank Kristensen stoppede karrieren i 2014.
Øverst i artiklen kan du se Frank Kristensens mål nummer 100 i Superligaen.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

































