1. Division -Faxe: Vi havde fortjent at få point
2016-08-08 15:00:01
Foto: Getty Images

Faxe: Vi havde fortjent at få point

John Faxe Jensen var tilfreds med Fremad Amager-holdets præstation, selvom man tabte med 2-0 til FC Helsingør søndag.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Fremad Amager måtte for første gang i denne sæson forlade banen uden point, da de søndag tabte 2-0 til FC Helsingør. Men Fremad Amager-cheftræner John Faxe Jensen var sådan set rigtig godt tilfreds med sit holds indsats.

- Jeg synes, vi spillede en god fodboldkamp, og jeg synes, vi havde fortjent at få point. Specielt i første halvleg sad vi fuldstændig på kampen. FC Helsingør kommer foran på et drømmehug, og det kan man jo ikke rigtig gøre så meget ved, siger John Faxe Jensen til bold.dk.

- I anden halvleg kom Helsingør lidt bedre med, men vi satsede lidt i de sidste 20-25 minutter for at bringe balance i regnskabet, men vi havde ikke heldet og dygtigheden til at få udlignet. Jeg synes, at spillet var absolut godkendt, og så er det jo ærgerligt, at man ikke får pointene med hjem, siger cheftræneren, som måtte se FC Helsingør udbygge føringen i overtiden.

Dermed fik oprykkerne altså det første nederlag i sæsonen efter to uafgjorte kampe mod henholdsvis Vejle Boldklub og FC Fredericia. Og nu skal der arbejdes frem mod næste uges opgør mod Vendsyssel.

- Vi skal selvfølgelig være mere kyniske. Men jeg synes samtidig, at vi har været rigtig godt med i de første tre kampe. Specielt mod Helsingør, synes jeg, at vi var det bedste hold. Fundamentet har været rigtig godt, og det skal vi have bygget videre på - og så er jeg sikker på, at vi nok skal komme til at vinde fodboldkampe, siger John Faxe Jensen og nævner to årsager til, at det er gået så fint rent spillemæssigt.

- Defensivt har vi stået rigtig flot på banen. Vi vidste godt, vi ville komme op mod bedre modstand, og jeg synes, vi har klaret det rigtig flot. Vi har ikke givet mange chancer væk, siger han.

- I perioder har vi også siddet fuldstændig på det rent offensivt. Det eneste, jeg kan kritisere, er, at vi ikke får omsat vores ellers fine muligheder til mål. Selve spillet frem til den sidste fase har været rigtig godt. Nu skal vi bare lægge noget skarphed på, siger han.

Fremad Amager møder Vendsyssel på søndag klokken 13.45 på Sundby Idrætspark.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce