FC Aarhus trimmer truppen
2003-06-18 11:19:20
Foto:

FC Aarhus trimmer truppen

1. divisionsklubben FC Aarhus trimmer truppen. Thomas Pedersen er hentet i Randers, mens Flemming Høvl Jensen og Mauricio Rojas stopper.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Århusianerne, der har haft en skuffende sæson men er i gang med at bygge noget nyt op under den nye sportschef Jens Tang Olesen, skrev tidligere på ugen kontrakt med Skive-keeper Ulrik Thomsen og Næsbjerg-angriberen Martin Høgh.
Og i dag kan klubben meddele, at Randers FCs rutinerede midtbanespiller Thomas Pedersen har skrevet kontrakt med klubben for den kommende sæson. 28-årige Pedersen var tidligere anfører for Glostrup FK og har skrevet en et-årig kontrakt med klubben fra Riisvangen.

FC Aarhus har også forlænget aftalerne med allrounderen Søren Martinussen og med angriberen Frank Krogsdal for endnu et år, men til gengæld siger klubben også farvel til to forsvarere:

Mauricio Rojas ventes at tage tilbage til den nyoprykkede 2. divisionsklub Brabrand, hvor FC Aarhus hentede ham, mens den rutinerede tidligere Vorup-forsvarer Flemming "Høvl" Jensen, der i de seneste år har været stamspiller og publikumsyndling på Riisvangen, selv har valgt at takke nej til en ny aftale hos FC Aarhus, fordi han gerne vil have mere tid til sin familie.

FC Aarhus, hvis træner Jesper Tollefsen også stopper efter denne sæson, har i denne uge indledt forhandlinger med hele 11 af sine spillere, hvis kontrakter udløber efter denne sæson, så flere spillere får klarhed over deres fodboldfremtid i løbet af ugen.

Annonce
Annonce
Annonce