Den 20-årige offensivspiller Agon Mucolli har underskrevet en toårig kontrakt i FC Fredericia.
1. divisionsklubben hentede i februar Agon Mucolli, som var blevet fri af sin kontrakt i Vejle Boldklub efter en lang periode ude i kulden i Nørreskoven.
Klubben har været glade for Mucolli og håber på endnu bedre takter i den kommende periode.
- Vi var godt klar over, at det var en god spiller, vi fik ind, men han var ude af kampform i forhold til 1. divisionsniveauet, men han kom hurtigt med på holdet og nåede at få masser af spilletid, siger direktør Stig Pedersen til bold.dk.
- Han er en spiller med spidskompetencer, der nok rækker ud over 1. division, så vi glæder os til at se ham i en hel opstart, så han kan byde sig til i forhold til en startplads.
- Vi forventer en bedre udgave af ham i den kommende sæson, og hvis det bliver tilfældet, så har vi en klassespiller, siger Stig Pedersen.
Agon Mucolli er faktisk født og opvokset i Fredericia, men skiftede allerede som U14-spiller til Vejle Boldklub. Nu er han tilbage i fødebyen i de kommende par år.
Han nåede i foråret at spille ni kampe i 1. division og score to mål.



FC Fredericia
Betinia Liga
































