I Helsingør er man i gang med at forberede sig til den kommende tilværelse i 1. division, og det har tirsdag medført, at klubben forlænger med 33-årige Nikolaj Hansen.
Den rutinerede midtstopper har spillet næsten samtlige minutter af sæsonen i Helsingør, og nu har han altså sat sin underskrift på en aftale for næste sæson også.
Han kom til fra Næstved sidste sommer.
- Da vi hentede Nikolaj, var det fra et daværende tophold i 1. Division, og han har vist i det sidste år, at han både som spiller og person, er én man kan regne med. Han har stort set ikke misset et træningspas og han er meget professionel i den måde han passer på sig selv, siger sportslig ansvarlig Brian Gellert og fortsætter:
- Han har også bevist, at han er en spiller som de unge kan læne sig op ad, og når vi gerne vil have en ung trup er det vigtigt med erfarne spillere som Nikolaj, der er gået ind og er en ledertype både på og udenfor banen.
Nikolaj Hansen har tidligere spillet for Næstved, Roskilde, Frem og FC København.



FC Helsingør

































