Jesper Christiansen sagde efter sidste sæson farvel til FC Fredericia, hvor han havde spillet i fire sæsoner. I starten af denne måned vendte Christiansen dog tilbage i den østjyske klub, hvor han fik en aftale sæsonen ud.
- Jeg kunne i min lidt forlængede ferie konstatere, at jeg bestemt ikke var mæt fordboldmæssigt. Det har været en rimelig smertefri re-introduktion i truppen, hvor der bliver snakket om, at jeg blot havde lidt flekstid, jeg nu har brugt, griner Christiansen.
- Jeg manglede selvfølgelig lidt kamptræning, men det er gået godt i de tre kampe, jeg siden har spillet, og vi har vundet dem alle.
I perioden væk fra Fredericia har den store angriber været på eventyr i jagten på en ny kontrakt.
- Jeg har været i Sydafrika hos Bidvest. Jeg var dernede og se på forholdene i ti dage, men aftalen faldt desværre til jorden på grund af reglerne om maksimalt fem udlændinge i truppen, siger Christiansen til bold.dk.
- Så på den korte bane er det ikke aktuelt, men det er bestemt en mulighed jeg vil forfølge igen til vinter. Hvis ikke det bliver til noget har jeg en forventning om, at jeg også i foråret er i Fredericia.
Bidvest har i en årrække haft et samarbejde med Brøndby, og har derfor et bånd til dansk fodbold.
- De har nogle kontakter i Danmark, og den vej igennem dukkede mit navn op. Det er en anden verden på alle leder og kanter. Fodboldmæssigt var det et godt niveau, men afrikanske spillere har selvfølgelig andre spidskompetencer for en type som mig, siger Christiansen.
34-årige Jesper Christiansen har to udlandsophold bag sig. Han har været hos engelske Kidderminster Harriers og skotske Dunfermline.
jesper@bold.dk



FC Fredericia
Bidvest Wits
Betinia Liga
1. Division































