I disse dage tager regeringen og folketinget hul på næste fase af forhandlingerne for genåbningen af Danmark.
Ved forhandlingerne har Kulturminister Joy Mogensen lovet, at der vil blive set på at åbne op for Superliga-ordningen, som skal få tilskuerne tilbage på de danske stadions under visse sikkerhedsforanstaltninger.
Det mener Lars Bo Jeppesen, som er direktør i FC København, også ville være mest logisk.
- Det er helt afgørende for dansk fodbold, at vi kommer i gang igen og får tilskuere ind til kampene i Superligaen. Der er rigtigt mange arbejdspladser på spil og klubbernes økonomi er voldsomt pressede.
- Vi venter i stor spænding og vi synes, at det er på høje tid, at vi får en afklaring. Vi mener også, at konklusionen helt indlysende bør være, at vi kan afvikle fodboldkampe med tilskuere på en forsvarlig måde.
Artiklen fortsætter efter billedet

Jeppesen begrunder især med, at den kommende EM-slutrunde vil have tilskuere, så derfor bør Superligaen ligeledes have tilsagn til det.
- Samtidig har vi også en EM-slutrunde, som man fra politisk side har givet tilsagn til kan spilles med tilskuere under de tiltag, vi har lavet i Parken. For os er det helt logisk, at vi så også kan spille Superligakampe på samme stadion og under de samme forudsætninger. Alt andet vil vi stille os uforstående overfor, siger Jeppesen til klubbens hjemmeside.
FCK, tilskuere og de andre danske klubber må dog fortsat vente i spænding på, hvad afgørelsen af forhandlingerne bliver.