FC København skal med i et europæisk ligaspil. Hvert år.
Således er målsætningen hos løverne, der torsdag sætter gang i sidste bump på vejen mod Conference League.
Modstanderen er Inter Turku, og finnerne har allerede skrevet historie ved at nå helt til playoff-runden.
Holdets hidtil bedste resultat i Europa var tredje kvalifikationsrunde til Europa League i 2010, men succesen har også sat sine spor i den hjemlige liga.
Det fortæller Finlands landstræner, Jacob Friis, til Bold.
- De er lige nu er ramt lidt af, at de spiller på to scener. Det er ikke, fordi de gør det decideret dårligt i ligaen, men de er lige et par point efter, hvad de gerne ville være. Men det er naturligt nok.
- Især fordi Inter Turku de sidste mange år er røget ud af den første kvalifikationsrunde, de har deltaget i, og det er faktisk rekord for dem at nå helt til playoffs.
- De har rykket sig, og så har de haft kontinuitet i trænerstaben de sidste par år, og det er ofte godt i klubfodbold. De er et sammentømret hold. Der er selvfølgelig lidt forskel på, om de spiller i Europa eller i den hjemlige liga.
Artiklen fortsætter efter billedet

- I Finland er de ofte spilstyrende. I Europa kan de godt være mere omstillingsbaseret og bygget op om en solid defensiv struktur og hurtige omstillinger. De spiller 4-2-3-1 i både Europa og Finland, fortæller Friis.
Inter Turku indtager lige nu andenpladsen i den bedste finske række, hvor de er fem point efter KuPS.
Stor, stor favorit
Som finsk landstræner ser Jacob Friis selvsagt en masse fodbold i landet med de tusinde søer.
Den 49-årige dansker kender derfor også et par af Inter Turku-spillerne, og det er ifølge Friis især i defensiven, at de finske vicemestre har sine forcer.
- Jeg har haft venstrebacken Jussi Niska med en enkelt gang, men der er sjældent nogen med fra den hjemlige finske liga på landsholdet.
- Til gengæld har Inter Turku et par spillere, som gør sig til på U21-landsholdet. Blandt andet Ilari Kangasniemi, der er venstre stopper, og som godt kunne få en fremtid på A-landsholdet.
- Bagkæden er det mest solide i Inter Turku. De gjorde det godt mod Istanbul Basaksehir i Q2, og så kan man jo diskutere, hvor stor en trussel Vaduz er, på trods af Inter lukkede tre mål ind mod dem i Q3, siger landstræneren.

Selv om Inter Turku tog en flot 3-1-sejr over Istanbul Basaksehir, er Friis ikke i tvivl om, at der nu venter et endnu hårdere match.
- Der er i ingen tvivl om, at kampene mod FC København er den største udfordring, der venter for Inter. Det bliver spændende for mig som landstræner at se.
- Jeg spår dem ikke store chancer for at gå videre, må jeg indrømme. Jeg skal ikke disse dem, for jeg er selv træner, og man hader at få den slags at vide. Men jeg ser FCK som rigtig, rigtig stor favorit.
- Over to kampe bør der være for stor niveauforskel. Spillerne i Turku bliver slet ikke matchet på samme måde i weekenden i Finland. Inter skal overpræstere enormt, hvis de skal gøre det onde ved FCK, siger Jacob Friis til Bold.
FCK har godt navn
Byen Turku ligger små to timers kørsel i retning vest fra Finlands hovedstad, Helsinki.
Inter Turkus hjemmebane hedder Veritas Stadion (Kupittaan Jalkalallostadion i UEFA-regi, red.). Med plads til omkring 9.000 tilskuere og et klima, der ikke er skræmmende, er det kun det sportslige, som FCK skal forberede sig på.
- Jeg har været der, og det er et hyggeligt lille stadion, hvor jeg faktisk tror, at det kun er den ene langside-tribune, der er i brug. Det er kunstgræs.
- Der er ikke den store fanbase til klubfodbolden i Finland, så det bliver de medrejsende FCK’ere, der kommer til at lave larmen.
- Turku er en flot og fin by, men den ligger jo ikke helt oppe ved Bodø, så der bliver ingen klimatisk eller kulturel udfordring for FCK.

- Hvis jeg var FCK’er, ville jeg i hvert fald tænke, at det var en god lodtrækning, jeg havde fået, siger Jacob Friis.
Det tænker de ikke i Finland.
Her har FCK er godt navn, og derfor spås finnerne ikke mange chancer.
- Folk tænker, at det er et stort hold i Norden. Kigger man ikke lige på dagsformen, så er det jo oppe sammen med Bodø/Glimt, Rosenborg, Malmö og den slags. En af Nordens store klubber.
- FCK har et godt, velkendt navn i Finland, og derfor ved Inter også godt, hvad de går ind til, siger den tidligere Viborg- og AaB-boss.
Fokus på omstillingerne
Skal det alligevel lykkes Inter Turku at gøre ondt på FCK, ved Friis godt hvordan.
Nøglen bliver fart.
- Skulle Inter få nogle omstillinger, så har de lidt mere eksotiske spillere i offensiven, mens bagkæden er finsk.
- De har Loic Essomba fra Cameroon og Clinton Jephta i offensiven. De har begge noget fart, som kan gøre ondt.

- Det er også værd at fremhæve Alie Conteh fra Sierra Leone. Han skaber mange chancer, men slider stadig lidt med at få dem konverteret.
- I den hjemlige liga er de ofte modstanderen fysisk overlegne. Ikke på råstyrke, men udholdenhed, som er noget, de har arbejdet med i mange år, siger Jacob Friis afsluttende.
Der er kampstart i Finland klokken 18:00 dansk tid. Returopgøret spilles i Parken torsdag den 27. august klokken 19:00.
Inter Turku har vundet det finske mesterskab en enkelt gang - tilbage i 2010.
Jacob Friis har stået i spidsen for Finland siden starten af 2025 og har 14 landskampe på CV'et.

FC København
Inter Turku
ECL-kval




























