Danmarksserie-mandskabet Frederikssund IK har fået en ganske prominent herre som cheftræner i form af FC København-legenden Todi Jónsson.
Den tidligere Superliga-bomber har senest været træner for NSI Runavik i den bedste færøske række, men nu skal 50-årige Jónsson prøve kræfter med Danmarksserien.
Todi Jónsson siger til bold.dk, at han hørte, at klubben var på udkig efter en ny træner, og den tidligere Superliga-angriber glæder sig til at stå i spidsen for Frederikssund.
- Jeg har hele tiden boet i Danmark, så jeg har pendlet rigtig meget til Færøerne, så på et eller andet tidspunkt har jeg vidst, at jeg skulle tilbage til Danmark. Jeg har tre børn i Danmark, og de bor alle i København. En del af min aftale med holdet på Færøerne var, at jeg pendlede frem og tilbage mellem København og Færøerne.
Hvordan bliver det for dig at træne i Danmarksserien?
- Det bliver ret spændende. Man kan godt sige, at Danmarksserien er et lidt lavere niveau end den færøske Superliga, men for mig personligt betyder det ikke så meget.
- Jeg ser det som en udvikling for mig i forhold til at gå trænervejen, hvis det er den vej, som jeg gerne vil gå. Jeg ser det lige så meget som en personlig udvikling i forhold til trænerjobs.
Jónsson fortæller, at han har en offensiv tilgang.
- Vi kommer til at spille offensiv fodbold, så der bliver lagt meget vægt på angrebsfodbold, men samtidig skal vi også kunne forsvare. Det bliver primært angrebsfodbold.
Alle spillere skal have en chance
Selvom den nye Frederikssund-cheftræner har sin egen stil, kommer han ikke til at lave noget revolutionerende.
- Alle spillere skal have en chance for at vise, hvad de kan, og klubben har også mange lokale spillere, så det er en god trup. Jeg kommer ikke til at lave de store ændringer i spillertruppen udover de tilgange af spillere, som vi får. Her og nu kommer vi ikke ud og henter spillere, men hvis der kommer en kvalitetsspiller, så tager vi gerne imod den.
FCK-legenden har haft første træning med Frederikssund, og Danmarksserie-klubben har budt Jónsson varmt velkommen.
- Det har været rigtig godt. De har været meget imødekommende og hjælpsomme, og det skal der til, når man kommer som ny træner, så jeg synes, at de har taget rigtig godt imod mig, siger Todi Jónsson til bold.dk.
Frederikssund er endt i Pulje 2 med Allerød FK, Avarta, Bk. Skjold, Herlev IF, KFUM, LSF, Næstved IF, Slagelse B&I og VB 1968. Første kamp i Danmarksserien for Todi Jónsson bliver mod Bk. Skjold lørdag 6. august.
I Superligaen blev det hele 72 mål (18 mål for Lyngby og 54 mål for FC København) i 243 Superliga-kampe (76 kampe for Lyngby og 167 kampe for FC København). Det gør færingen til den 15.-mest scorende i Superligaens historie og den tredjemest scorende udlænding efter Dame N’Doye og Kamil Wilczek.
I alt scorede Jónsson 68 mål i 207 kampe for FC København.
Du kan se Todi Jónsson score for FCK mod AGF i 2003 i videoen øverst i artiklen.

Frederikssund IK
Danmarksserien






















