

FC København har i den seneste tid været hårdt ramt af skader, og derfor har cheftræner Jacob Neestrup fundet plads til en masse unge spillere i startopstillingen.
I lørdagens 2-0-sejr over Randers var der igen hele syv spillere på under 21 år, der var i startopstillingen.
Andreas Cornelius var også i aktion, da han fik anden halvleg, og det var i den periode, at FCK fik styr på sagerne i Kronjylland.
Det skyldes blandt andet, at de endelig fandt en balance mellem netop de unge og erfarne spillere.
- Vi fik ikke domineret kampen i første halvleg, men det fik vi ændret lidt på i anden. Vi har i det sidste stykke tid haft lidt for mange unge spillere med grundet skader. De er pisse gode, og der er en masse potentiale.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er ikke sådan, at man kan pege på en eller to og sige, at de ikke er gode nok. Men summen af for mange på en gang har gjort, at vi har manglet en lille smule erfaring, kvalitet og dominans i kampene.
- Når vi så fik den rigtige balance med nogle erfarne spillere som Falk, Vavro og jeg selv, så fik vi lige pludselig en bedre balance, og så skete der det, som skete i anden halvleg, lyder det fra Andreas Cornelius.
Efter sejren på 2-0 over Randers ligger FC København nu på femtepladsen i 3F Superligaen med 21 point.