Et knivstik foran en bodega i Glostrup efter et masseslagsmål, der førte til en indlæggelse på Rigshospitalets traumecenter.
Stenkast mod et S-tog fyldt med FCK-fans.
Maskerede mænd, der stormede mod udebaneafsnittet og kastede pyroteknik, som ramte både fans og politifolk.
Vagter og frivillige, der endte på hospitalet efter at have fået tæsk af hooligans.
Hændelser, der alle er ulovlige og strafbare uden for fodboldstadioner, men ikke førte til anholdelser i forlængelse af de skandaløse scener i forbindelse med det seneste opgør mellem Brøndby og FC København den 27. oktober.
De to københavnerklubber, Divisionsforeningen, fanklubber og DBU var torsdag inviteret til møde i Justitsministeriet for at drøfte løsninger på de voldsomme hændelser, der har trukket overskrifter de seneste uger.
Her blev der diskuteret ud fra et oplæg fra Divisionsforeningen, hvor der blandt andet var fokus på et særligt tema - at få registreret flere hooligans.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det bekræfter direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, til Bold.
- Det er med udgangspunkt i de ting, vi allerede har fremført, som blandt andet handler om indførelse af ansigtsgenkendelse. Det handler om at få lovgivningen på plads og samtidig få mulighed for, at vi kan udveksle billedmateriale klubberne imellem.
På den måde vil en fan, der er udelukket fra at komme på Brøndby Stadion også kunne blive nægtet adgang på andre stadions.
Stort ønske
Men skal der registreres flere, skal der også flere anholdelser til.
På trods af knivstik, slagsmål og kasteskyts til højre og venstre endte det ikke i nogen anholdelser ved det seneste derby.
Det samme har været tilfældet ved flere andre opgør mellem de to klubber, hvor der trods stor ballade og sammenstød har været et meget få antal personer, der er endt i håndjern.
Det er et stort problem, fordi det betyder, at individerne ikke ender i hooliganregisteret, og derfor får klubberne ikke muligheden for at kunne udelukke dem fra stadion til fremtidige opgør.
Det skal der gøres noget ved, mener Divisionsforeningens direktør.
- Vi ønsker øget registrering i et nationalt register, så vi på den måde har mulighed for at udelukke dem, der ikke skal ind på stadion.
- Hvis man flytter ansigtsgenkendelse ind i et nationalt register, ved man, hvem der ikke skal lukkes ind, hvis de i forvejen er i karantæne, forklarer Claus Thomsen og fortsætter:
- Vi har også et stort ønske om et øget samarbejde med politiet og på de enkelte stadions i forhold til indgangspartierne.
Efter det skandaløse derby 27. oktober var politiet ude med en krads kritik af klubberne for ikke at tage nok ansvar på sig, mens justitsminister Peter Hummelgaard (S), der ikke selv deltog i torsdagens møde, blandt andet vil have ansigtsgenkendelse på alle danske stadions.
Et værktøj, man har haft på Brøndby Stadion siden 2019, og som man i Parken arbejder på at få snarest.
Men hvis metoden med ansigtsgenkendelse overhovedet skal have en effekt, kræver det, at de ansvarlige bliver pågrebet og anholdt, når der er ballade.
Ellers har det ikke en den ønskede effekt, lød det på mødet, hvor klubberne havde flere repræsentanter til stede, og hvor Justitsministeriet var repræsenteret af flere højtstående personer fra embedsværket.
Et ønske, der også kom fra FC København, Brøndby og Divisionsforeningen, gik på større grad af klassificering af fans, og hvordan der kan være et større samarbejde mellem klubberne og politiet i forsøget på at få udelukket flere fra tribunerne.
Det er ikke mere end to måneder siden, at blandt andre FC København og Brøndby skulle stå skoleret i Justitsministeriet.
Det skete efter urolighederne ved derbyet 1. september, hvor en 7-Eleven blev plyndret, en fan blev overfaldet, og der under kampen i Parken blev opsat et stort banner på udebaneafsnittet med teksten ‘Spark og slå på FCK’.
På mødet den 12. september skulle der drøftes, ‘hvordan klubberne i højere grad kan tage ansvar for, at der ikke opstår situationer som dem’.
I første omgang har de skandaløse scener fået den konsekvens, at de kommende derbys bliver uden udebanefans på ubestemt tid.
Derudover er Brøndbys stemningstribune, Sydsiden, lukket resten af året, mens antallet af fans på stadion ikke må overstige 14.000 mennesker.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Brøndby IF
3F Superliga






































