FC Midtjylland har igen denne sommer sendt en flok spillere på leje i andre klubber, men det har været helt kalkuleret fra midtjydernes side af.
Sportschef Svend Graversen slår fast, at klubben har set flere eksempler på, at modellen virker, og at spillere kommer tilbage og kan gøre sig gældende i FC Midtjylland.
- Umiddelbart syner vores lejespillere af mange, men vi har flere eksempler på, at modellen virker – senest med spillere som Mabil og Anderson – og også nu kan vi se flere spændende cases blandt den gruppe af spillere, som er ude på leje i øjeblikket. Derfor er det stadig en prioriteret del af vores strategi, siger Graversen til klubbens hjemmeside.
Sportschefen mener desuden, at der er fundet gode erstatninger for de spillere, der forlod klubben.
- Det synes jeg, der er. Vi lykkedes ikke med at finde en direkte afløser for Jakob Poulsen centralt på banen, men ellers ser det rigtig fint ud, og især glæder det os at integrere unge spillere som Nikolas Dyhr, Gustav Isaksen og Mikael Anderson, som alle er produkter af vores akademi. Derfor ved vi også, at de rummer den fornødne kvalitet.
FC Midtjylland topper 3F Superliga med fire point ned til FC København.


FC Midtjylland
3F Superliga
































