Søndagens guldkamp mellem AGF og FC Midtjylland har fået et kedeligt efterspil.
To FC Midtjylland-spillere har nemlig indberettet, at de blev udsat for racisme under opgøret.
Det fortæller AGF-direktør Jacob Nielsen.
- Det har været Aral Simsir, der i første halvleg hørte racistiske tilråb. Det er blevet indberettet for dommeren efter kampen.
- Det kan vi kun tage afstand fra på det skarpeste, og vi er i gang med at undersøge det.
- Der er ingen af vores spillere, ingen fra dommerteamet og ingen af vores vagter, der har hørt noget. Vi havde sat ekstra vagter på i det område i første halvleg, og det gjorde vi også under anden halvleg, da der kom en ny indberetning.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var en af FCM's spillere, der indberettede det under kampen, og det fik dommeren til at reagere over for vores bænk, og dermed fortalte stadionspeakeren om det.
- Vi har desværre ingen, der kan bevidne det, men vi tager det super alvorligt.
- Vi er i gang med at skrive ud til alle, der har siddet i afsnittet, så vi kan finde ud af, om der er nogen, der kan bevidne det og udpege fjolserne, der har ytret sig helt upassende i 2026, siger AGF-direktøren.
Så det skete både i første halvleg og i anden halvleg?
- Jeg var ikke klar over det. Det var først efter kampen, at vi blev klar over, at det også skete i første halvleg.
- Det var der ingen, der var klar over, indtil Aral Simsir fortalte det. Efter kampen gik jeg hen til ham for at henvende mig og beklage, for det hører ingen steder hjemme.
- Efter pausen var det så en anden FCM-spiller, men det er lidt uklart for mig, hvem det var. Han er så også blevet råbt til, siger Jacob Nielsen.
Direktøren fortæller, at det er fra den ene langside på Ceres Park Vejlby, at de racistiske ytringer er blevet hørt.
Derfor spurgte Bold Jacob Nielsen ind til, hvad han tænker om, at det igen er sket.
- Det er helt vanvittigt upassende i en hvilken som helst fodboldkamp, men jeg er virkelig ærgerlig over, at det sker i en guldkamp med fantastisk stemning i Aarhus.
- Der var 11.330 tilskuere, vil jeg gætte på, og så var der to idioter, der skulle ødelægge det hele, eller hvor mange det nu er.
- Jeg håber, at det er så få som muligt, og det er helt vanvittigt irriterende, at man skal arbejde med sådan noget i 2026, siger direktøren.
Jacob Nielsen afviser, at AGF's fanbase generelt har et problem.
- Jeg mener ikke, at der er 11.330 mennesker, der skal bære skylden for det. Der er tidligere uddelt bøder, fordi fangrupperinger har gjort det, og vores stemningsskabende fans er aldrig blevet dømt for racistiske tilråb.
- Så dem vil jeg gerne beskytte, men vi skal stadig finde de få idioter, der har gjort det, siger Jacob Nielsen.
Søndagens kamp endte 0-0.

Riemer taler ud: Tre årsager kostede os VM
Hattrick | Afsnit 81En måned efter VM-nedturen taler Brian Riemer nu ud og sætter ord på, hvad der gik galt for Danmark.
Læs mere
AGF
FC Midtjylland
3F Superliga



































