3F Superliga -FCM-kaptajn: NK minder om mig - men bedre
2016-03-20 08:24:01
Foto: Getty Images/Jan Christensen

FCM-kaptajn: NK minder om mig - men bedre

Kristian Bak er kæmpe fan af Rasmus Nissen Kristensen, der ifølge FCM-anføreren minder om en ung udgave af ham selv, blot bedre.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Kristian Bak sidder ude med en skade, mens Andre Rømer har karantæne. Derfor har 18-årige Rasmus Nissen Kristensen fået chancen på højreback.

Og FCM-kaptajn Bak er begejstret for den unge rekrut.

- Jeg er kæmpe fan af NK. Han har alle de ting, som jeg mener en rigtig FCM-spiller skal have, siger Kristian Bak til bold.dk og forklarer:

- Han er aggressiv, han er iskold, når han går på banen, og han er en vinder uden lige. Og så kan han jo spille alle positioner, fordi han er en fighter og taktisk klog.

- Og så har han den vildskab, som jeg elsker ved en ung spiller, der kommer op. Hvis de andre U17- og U19-spillere hurtigt vil spille sig på holdet, så er det sådan, de skal gøre.

Kristian Bak kan se noget af sig selv i NK fra dengang, han selv skulle ind og etablere sig på holdet.

- Jeg synes faktisk, han minder lidt om mig selv, da jeg var i den alder. Bortset fra at han er langt bedre, end jeg var, da jeg var 18. Han er en uimponeret bonderøv fra Brande af, og det elsker jeg jo, når man selv er en bonderøv fra Kibæk.

Andre Rømer har karantæne i dagens kamp mod SønderjyskE, men herefter kommer han stærkt tilbage, spår Kristian Bak.

- Han får hård konkurrence fra Andre. Han har gjort det godt i en lang periode, inden han fik et par uheldige røde kort. Men det synes jeg ikke betyder så meget. Han er så roligt et gemyt, at han nok skal komme tilbage, når han har udstået sin karantæne.

Det glæder FCM-anføreren, at klubben har to glimrende backs, der er kommet op igennem rækkerne.

- Jeg synes, det er dejligt, at vi har to så gode højre backs, når man selv er ude. Det nyder jeg at se. Det ville værre, hvis jeg sad og tænkte, ‘hold kæft, hvor de mangler mig’.

- Det kan godt være, de gør det på nogle ledermæssige områder, men spillemæssigt har vi virkelig nogle gode spillere på den plads. Det er to fra FCM’s akademi, og det er jeg rigtig glad for, siger Kristian Bak.

Rasmus Nissen Kristensen er noteret for 15 kampe på de danske U-landshold og to i Superligaen.

kristian@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce