FS Midtvest omfattede i forvejen 57 midt- og vestjyske klubber, der samarbejder om udvikling af spillere, trænere og ledere på både senior- og ungdomsniveau. Klubberne strækker sig fra Grindsted i syd til Frøstrup-Hannæs i Thy i nord.
2. divisionsklubben Holstrebro Boldklub har indtil videre afvist at træde ind i samarbejdet af frygt for at miste sin selvstændighed.
Men i dag blev Holstebro indlemmet i samarbejdet, efter der har foregået intense forhandlinger i de senere uger.
- At drøftelserne har trukket ud skyldes, at vi ikke udelukkende ville være med i talentsamarbejdet, men ville have et endnu mere omfattende samarbejde til gavn for alle i Holstebro Boldklub - hele bredden fra drenge til seniorer, fortæller en forventningsfuld Leon Hyldgaard Hansen, formand for Holstebro Boldklub, i en pressemeddelelse.
Alle Holstebro Boldklubs medlemmer får nu mulighed for at komme gratis til fodbold, når FC Midtjylland spiller på hjemmebane, og FCM-angriberen Bo Hansen, der selv er fra Holstebro, bliver en hyppig gæst på HBs træningbaner.
Begge klubber er ivrige efter at understrege, at der ikke er tale om en fusion. Men at samarbejdet skal være med til at styrke muligheden for, at talenter i begge klubber får mulighed for at spille fodbold på højeste niveau.
- Hele regionens hold er nu en kendsgerning. Hvis vi som region skal klare os i den hårde fodboldkonkurrence, er det vigtigt at vi står sammen. Derfor er det en glæde for regionens fodboldhold, at amtets næststørste by vil være med til at udvikle talenter og fodbold, siger FC Midtjyllands direktør Poul Frandsen.
Samarbejdet betyder bl. a., at FC Midtjyllands marginalspillere får mulighed for at spille en periode hos Holstebro i 2. division.


































