For godt et år siden hentede FC Midtjylland sin gamle midtbaneprofil Oluwafemi Ajilore eller bare Femi tilbage til klubben på en halvanden år lang aftale.
Men et skadesplaget ophold med bare to indhop er nu ved at være slut. Femi træner fortsat med, men aftalen er ophævet et halvt år før tid.
- Det er ikke nogen personlig kritik af Femi, men det har været et meget skuffende forløb, må vi bare konstatere. Han var ikke klar, da vi skulle bruge ham, og han har jo stort set ikke været klar i hele sin anden periode hos os, hvilket er drønhamrende ærgerligt, siger FCM-træner Glen Riddersholm til bold.dk og tilføjer:
- I foråret mistede vi Izunna 12 kampe før afslutningen, og Femi var jo i truppen med henblik på netop sådan en situation. Men desværre var han ikke klar, og i stedet for at spille videre med samme spillemæssige udtryk var vi nødt til at ændre på vores udtryk, hvilket var en udfordring med så kort tid tilbage.
- Samtidigt er niveauet i truppen i løbet af 2014 hævet, og derfor kommer man uden et kontinuerligt forløb selvfølgelig også længere og længere væk. Af de årsager har vi også efter gensidig aftale besluttet, at det er bedst for Femi at komme et andet sted hen og spille, hvis han ellers kan holde sig skadesfri.
- Vi ærgrer meget os på Femis vegne, og ingen smækker med dørene, men det var på tide at slutte ægteskabet, siger Riddersholm.
30-årige Femi nåede præcis 100 førsteholdskampe i FCM.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga































