FC Midtjyllands førstehold skal i efteråret ud i et spændende Europa League-gruppespil, men også mestrenes U19-hold har et spændende efterår foran sig.
De er således med i UEFA Youth League, der har ændret sig en smule siden FC København var med i turneringen for et par år siden.
FCM deltager således i den såkaldte 'Champions Path', der består af to playoff-runder i efteråret, hvorefter de otte resterende hold til foråret blandes med de otte toere fra 'Champions League Path'.
De otte vindere i den playoff-runde blandes så med de otte gruppevindere fra Champions League Path, som er en kopi af de voksnes udgave, og herefter fortsætter man efter knockout-systemet indtil finalen i Nyon i april.
FCM har tirsdag fundet sin første modstander, der bliver georgiske Sarbutalo Tbilisi, som de møder første gang ude i slutningen af september og tre uger senere hjemme.
Løser FCM-talenterne den opgave, skal de op mod enten bulgarske Litex Lovech eller polske Legia Warszawa.