3F Superliga -FCM's uforløste stortalent var som et tog
2020-05-31 09:00:02
Foto: Getty Images

FCM's uforløste stortalent var som et tog

Baba Collins nåede aldrig de spåede højder på grund af skader, men nigerianeren var et kæmpetalent udover det sædvanlige, husker FCM-direktør Claus Steinlein.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Superligaen er tilbage, og bold.dk fejrer genoptagelsen med historier om og interviews med tidligere profiler i Danmarks bedste række.

- Jeg kan ikke mindes at have set en ungdomsspiller herhjemme på den alder, der har et så stort talent. Han er helt fantastisk, og der skulle gerne falde en pæn check af til klubben på et tidspunkt. 

Sådan sagde FC Midtjyllands daværende sportsdirektør Jens Ørgaard i 2005 til Herning Folkeblad om 16-årige Baba Collins, som klubben havde fået op fra sin nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei. 

FCM ville gerne havde brugt Baba Collins i Superligaen allerede dengang, men offensivspilleren blev omdrejningspunkt i en sag hos DBU, og afgørelsen blev, at klubberne ikke måtte bruge ikke-EU-spillere under 18 år på førsteholdet. 

Collins startede i stedet ud på U19-holdet og høstede et par mesterskaber, inden han fik førsteholdsdebut i foråret 2007. 

Her var forventningerne stadig store, og Collins viste også sit store potentiale i glimt - blandt andet med tre mål i fire kampe i starten af 2007/08-sæsonen. 

Men stortalentet blev også ramt af en del skader. Efter et blandet lejeophold i Vejle og et skadesplaget efterår i 2009, leverede den gang 21-årige Collins et lovende forår i 2010 med seks mål i 15 kampe, men herefter gik gassen endegyldigt af ballonen. 

Collins blev de følgende år udlejet til russiske Alania, moldoviske Dacia og Kasakhstans Ordabasy, der siden hentede ham permanent. 

Collins forlod Ordabasy i januar 2014 og viste sig blandt andet frem i AC Horsens og Ringkøbing IF, men kroppen var ikke til topfodbold, og som 25-årig måtte han sige stop. 

Foto: Getty Images

Steinlein løb ind i et s-tog

Claus Steinlein var akademidirektør, da man hentede Baba Collins til klubben, og han ærgrer sig over, at det ikke blev til mere.

- Baba er et af de største talenter, vi har haft, men desværre ikke blev til det, vi havde håbet på. Skaderne ødelagde det for ham, men heldigvis nåede han lige ud og tjene lidt i Rusland og Moldova, og han nåede da også at markere sig i FC Midtjylland, siger Steinlein til bold.dk. 

FCM havde spillere som Simon Kjær og Winston Reid på sit akademi, da Baba Collins kom til klubben, men nigerianeren skilte sig ud som noget helt specielt. 

- Jeg var akademidirektør, da han lige var kommet til klubben. Jeg så ham til en træning, og han kørte fuldstændigt rundt med alle. Jeg tænkte; 'Det vil jeg ikke se på, så nu skal jeg lige vise ham'. For jeg kunne dengang stadig godt være Superliga-spiller i tre-fire minutter, inden jeg brændte ud. 

- Han puffede U17-spillerne rundt, men jeg ville lige vise ham, hvad seniorfodbold var, så jeg gik med i et spil. Men det var ligesom at løbe ind i et s-tog. 

- Jeg rodede rundt nede på jorden efter den første duel, og Baba opdagede overhovedet ikke, at der kom en tung og gammel Superliga-spiller. Han var fuldstændig ligeglad, siger Steinlein med et grin. 

Modspillerne havde frygt i øjnene

Collins var blandt de første nigerianere fra FC Ebedei, og der var lidt at arbejde med, husker Steinlein. 

- Uden for banen var han jordens sødeste dreng og godheden selv, men inde på banen var han fysisk et monster, og jeg tror aldrig, jeg har oplevet en stærkere og mere kompakt spiller. 

- På sin første træningslejr med Superliga-holdet var han så stærk og svingede så meget med albuerne, så de andre spillere hurtigt var efter ham. En af de ældre spillere måtte lige have fat i ham og bede ham om at slappe af. Men han blev så ked af det og slappede alt for meget af, at vi måtte trække det tilbage igen.

- Jeg husker også en U19-kamp, hvor han var småskadet og startede ude, fordi han helst ikke skulle spille. Men vi kom bagud med et par kasser, så han blev sendt til opvarmning, og allerede inden han kom ind, kunne vi se frygten i modspillernes øjne. 

- Og så gik han selvfølgelig ind og lavede tre-fire kasser. Han var fysisk et pragteksemplar og et talent langt ud over det sædvanlige.

Foto: Getty Images

Bor i Nigeria og har det godt

Ifølge Steinlein havde Collins mentaliteten og arbejdsiveren til at blive en topspiller. 

- Han var fuldt ud passioneret og dedikeret, og der var egentligt aldrig nogen udfordringer med ham, så det var ene og alene skaderne, der ødelagde det for ham.

- Og han var en af dem, hvor man virkelig ønskede, at han ville gå hele vejen og gerne lidt længere end det. Men desværre fulgte kroppen ikke med, siger Steinlein og tilføjer om Baba Collins:

- Jeg har ikke snakket med ham for nyligt, men jeg ved fra Femi (tidligere FCM-profil Femi Ajilore, red.), der var forbi mit kontor for ikke så længe siden, at han bor i Nigeria og har det godt. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce
Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce