Alt er på kogepunktet lige nu i Superligaen. Der er højspænding om, hvem der vinder guldet. Om hvem der trækker sorteper og slutter på fjerdepladsen uden for medaljer og europæisk deltagelse.
I kulisserne er stemningen også højspændt. Den er i hvert fald ikke særlig god lige nu mellem FC København og FC Nordsjælland.
For der er drama i kulissen forud for sæsonens sidste kamp 26. maj, fordi FC København vil flytte 700 FCN-fans fra D-tribunen til A-11 på øverste afsnit af A-tribunen. Altså en helt anden tribune.
Den beslutning er man mildest talt sure over i FC Nordsjælland.
- Som reglerne foreskriver, har vi 22 dage før kampen meddelt FCK, vi ønsker fem procent af stadionkapaciteten til vores fans til den kamp.

Artiklen fortsætter efter billedet

FC Nordsjælland er utilfreds med, at deres fans ikke kan sidde sammen i Parken. Nu har de klaget til Fodboldens Disciplinærinstans. Foto: FC Nordsjælland.
Overholder ikke stadionkravene
- Vi er blevet tildelt 1200 billetter på D-tribunen og 700 billetter på A-tribunen, A11.
- Det kan vi naturligvis ikke acceptere. Vi er af den opfattelse, hvilket også står i stadionkravene, at der skal være et sammenhængende afsnit for udebanefansene, forklarer Trine Hesselund Hopp Møller, CEO i FC Nordsjælland.
Hun uddyber:
- Derfor har vi bedt Divisionsforeningens jurister om at se på sagen. De er helt enige med os i, at udeholdets fans skal sidde på samme tribune.
- Vi har derfor nu indbragt sagen til hastebehandling i Fodboldens Disciplinærinstans for at få dem til at vurdere sagen, siger Trine Hesselund Hopp Møller til Bold.
FC Nordsjælland har allerede afsat de 1200 billetter til D-tribunen, men har valgt midlertidigt at suspendere salget af de øvrige billetter, fordi man venter på afgørelsen fra Fodboldens Disciplinærinstansen.
- Vi har klaget her, fordi det kan danne præcedens, hvis man i fremtiden vil tildele udeholdet plads på to forskellige tribuner, så fansene ikke er samlet, forklarer hun.
- Mange af vores fans er lige nu på venteliste til de resterende billetter. Vi afventer et svar fra disciplinærinstansen, før vi ved, hvor de resterende 700 fans skal placeres i Parken, pointerer FCN-direktøren.

FC København mener, at de overholder reglerne og har ikke yderligere kommentarer før efter afgørelsen hos disciplinærinstansen. Foto. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Vi overholder reglerne
Hos FC København er kommunikationschef Jes Mortensen meget kort for hovedet, når han skal kommentere på det faktum, at FC Nordsjælland har indbragt sagen for Fodboldens Disciplinærinstans og bedt om en hastebehandling af sagen.
- Vi er ikke enige i, vi har brudt nogle regler. Vi har ingen yderligere kommentarer, før sagen er færdigbehandlet hos Fodboldens Disciplinærinstans, siger Jes Mortensen, der pointerer, at A11 allerede er godkendt som udebaneafsnit.
I blandt andet Brøndby, Aarhus og Randers er udebanefansene opdelt på et øvre og nedre afsnit. Men de sidder stadig på samme tribuneafsnit.
Opgøret mellem FC København og FC Nordsjælland er sæsonens sidste og spilles 26. maj i Parken.
FC København har allerede meldt, at alt til den kamp er udsolgt.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
FC Nordsjælland
3F Superliga
































