Ifølge FC København-manager Ståle Solbakken er der flere interessante spillere i Superligaen, men nordmanden erkender også, at der vil være spillere, som ikke er opnåelige for de danske mestre.
I FC Nordsjælland sælger man gerne til FCK – men førsteprioriteten er klubber, der kan betale mere.
- Det principielle i det er, at der ingen problemer er i det overhovedet. Vi er en fodboldklub, men vi er også en forretning, der skal hænge sammen. Vi ser dog os selv afhænde spillere til større klubber i større ligaer som nummer ét. Det vil altid være målet for os, siger FC Nordsjællands sportschef Carsten V. Jensen til BT og tilføjer:
- Alt, hvad der kan foregå derimellem, er muligt. Det vil sige, at hvis FCK i et eller andet tilfælde kan konkurrere på en specifik spiller i en specifik situation, kigger vi på det. Det findes ingen principper om, at en spiller sælges dyrere til andre danske klubber. Men dér, hvor problematikken kommer, er, at jeg tvivler på, at der er danske klubber, der betaler de priser, som vi forventer for de spillere, som vi måtte afhænde.
Også sportscheferne i OB, Esbjerg og AGF er åbne for at sælge til FCK, hvis prisen er den rette.


FC København
FC Nordsjælland
3F Superliga





























