Yones Felfel fik i december debut for Vaduz efter knap et år i klubben, hvor først manglende spilleberettigelse og siden en hofteskade holdt angriberen ude.
Felfel blev kort efter sin debut opereret i den anden side af hoften og er i øjeblikket i gang med sin genoptræning.
- Der har ikke været plads nok i min hofte, når jeg har skullet sprinte, og det har givet lyskeproblemer. Desværre viste det sig, at der var samme symptomer i venstre hofte, og derfor valgte vi at handle hurtigt. Det kan i sidste ende gå over i noget gigt, hvis man ikke får det ordnet, siger Felfel til bold.dk.
- Det er selvfølgelig et hårdt slag at skulle igennem det samme forløb, som man lige er kommet ud af. Jeg havde lige fået støvlerne på igen, træneren troede på mig, og jeg spillede forholdsvist hurtigt igen efter at være blevet klar. Det har selvfølgelig ikke været så sjovt.
- Man kan så vende den om at sige, at jeg, 7-9-13, har været mere heldig denne gang ved at forløbet forhåbentlig bliver kortere. Jeg er ved godt mod, og jeg håber, at jeg snart får lov at spille mere end 45 minutter, før jeg skal opereres igen.
21-årige Felfel nåede blot 45 minutter i sin debut for Vaduz, men angriberen glædede sig over endelig at spille fodbold efter godt et år på sidelinjen.
- Det var faktisk meget overraskende. Det var en blanding af lidt eufori og følelsen af ikke at kunne blive træt, fordi man var så glad over endelig at kunne spille kamp.
- Det var faktisk helt vildt, at den kamp blev fløjtet i gang, for det var nærmest en skøjtebane, vi spillede på. Desværre fik jeg et overstræk i mit inderlår kort før pausen. Sådan går det jo nogle gange, når man har siddet ude længere tid.
Felfel fortæller, at han sigter efter at kunne være i spil til minimum en bænkplads inden for et par uger.
- Men jeg er 21 år, og jeg skal forhåbentlig spille fodbold en del år endnu, så om det tager to eller tre uger mere, tager jeg ikke så tungt.
- Det er aldrig sjovt at være skadet. Jeg er taget til udlandet for at spille fodbold, ikke for at rende rundt i et styrkecenter og træne hele tiden. Det har da været frustrerende, men modgang gør én stærkere, og forhåbentlig kan jeg bruge det senere i min karriere.
Yones Felfel kom til Vaduz for et år siden, efter han stod uden klub på grund af FC Vestsjællands konkurs. Angriberen var dog ikke spilleberettiget det første halve år på grund af regler for spillerregistrering i Schweiz.
sara@bold.dk



FC Vaduz
Super League































