Yones Felfel har snart været Vaduz-spiller i et år, men har endnu ikke været i kamp for klubben, da en hofteskade har drillet den 21-årige angriber.
Den tidligere FC København- og FC Vestsjælland-spiller har stadig småproblemer - nu i den anden side af hoften.
- Det går stille og roligt fremad nu. Jeg er smertefri i min opererede side nu og er sådan set klar til at spille nu. Der er lige lidt andre hofteproblemer i den anden side, der driller mig, så det skal vi lige have set på, siger Felfel til bold.dk.
- Jeg er i spil til den sidste kamp (10. december, red.), og jeg har trænet med i nogle uger efterhånden. Så rent juridisk er jeg klar til at spille, men der er nogle små ting, som driller lidt.
Felfel har først været spilleberettiget fra denne sæson, og det er derfor over et år siden, han har spillet en betydende fodboldkamp.
- Det er da en lidt speciel situation. Jeg skrev jo under på nogle vilkår, hvor jeg ikke kunne spille det første halve år af min kontrakt på grund af regler om hvor mange registrerede spillere, man må have i Schweiz. Og så er tingene jo desværre gået, som de er.
- Det har selvfølgelig været svært. Man finder ud af, at man kan tåle lidt mere, end man anede, inden man kom til udlandet.
Vaduz, der er fra Liechtenstein, men spiller i den schweiziske liga, har været gode til at tage hånd om danskeren i skadesforløbet.
- Jeg har været så heldig at være kommet til en rigtig god klub, som tror på mig og lader mig få den tid, jeg har brug for, indtil min krop tillader mig 100 procent at kunne spille.
- Det er ikke verdens største klub, og det kan man godt mærke, fordi man er lidt tættere og snakker med alle. Det har været rart, og jeg har følt mig velkommen fra dag et, selvom det ikke altid har været helt nemt.
- Mentalt har jeg rykket mig enormt meget og er blevet meget mere voksen bare på et år uden mor og far i udlandet. Det, jeg ikke vinder på banen, har jeg i hvert fald vundet uden for banen. Forhåbentlig bliver det til en masse fodbold i det nye år.
Felfel har spillet 11 kampe for FC Vestsjælland, mens det blev til 10 i FCK-trøjen.
sara@bold.dk



FC Vaduz
Super League































