



Inter Miami fortsatte sin imponerende form i MLS-slutspillet, da holdet natten til mandag dansk tid udraderede FC Cincinnati med 4-0.
Lionel Messi var kampens store oplevelse med ét mål og tre assists, og Inter Miami er nu klar til klubbens første Eastern Conference-finale i MLS.
Inter Miami var aldrig for alvor i problemer, da holdet gæstede FC Cincinnati i nattens semifinale i Eastern Conference. Hjemmeholdet havde Lukas Engel med fra start.
Messi, der har haft et prangende slutspil, åbnede ballet efter 19 minutter. Jordi Alba brød et Cincinnati-opspil højt i banen og satte et hurtigt omstillingsangreb i gang. Bolden endte hos 19-årige Mateo Silvetti, som slog et perfekt indlæg til Messi, der headede sikkert forbi Roman Celentano til 1-0.
Efter pausen fortsatte Miami med at dominere.
Artiklen fortsætter efter billedet

I det 57. minut kombinerede gæsterne sig igennem højresiden, hvor Tadeo Allende vendte elegant af på sin markering og fandt Messi centralt. Argentineren lagde køligt bolden videre til Silvetti, der øgede til 2-0.
Tadeo Allende tog derefter selv over. Først i det 62. minut, hvor Messi stjal bolden fra Evander og satte endnu en omstilling i gang, som endte med, at Allende sparkede sikkert ind til 3-0.
Og knap ti minutter senere slog Messi endnu en perfekt aflevering, der sendte Allende alene igennem - og han svigtede ikke. 4-0, og kampen var reelt lukket.
Lionel Messi står nu noteret for seks mål og seks assists i dette slutspil. Det kommer efter en regulær storsæson, hvor han tegnede sig for 29 mål og 19 assists i grundspillet.
Sejren betyder, at Inter Miami for første gang i klubbens historie er klar til finalen i Eastern Conference.
Her venter New York City FC, som slog Philadelphia Union med 1-0.

Major League Soccer
FC Cincinnati
Inter Miami CF
































