


Fremad Amager slog torsdag aften Brøndby IF ud af Sydbank Pokalen, og det var en ganske speciel oplevelse for Kasper Fisker, der i sommer skiftede Brøndby ud med Fremad Amager efter kontraktudløb på vestegnen.
32-årige Fisker startede inde på den centrale midtbane for Fremad Amager, og han kunne godt mærke en forskel på at møde sine tidligere holdkammerater i forhold til andre hold.
- Det var rimelig specielt. Jeg kunne godt mærke, at den hidsighed, jeg har i mit spil, den var lidt mere beskeden, for dem jeg var hidsig på, var folk, jeg godt kunne lide.
- Jeg prøvede at være professionel og jeg synes, jeg gjorde en god indsats, siger Fisker og fortsætter om kampen, der endte 2-1 til Fremad Amager efter forlænget spilletid:
- Vi stod dybt og især i første halvleg, skulle vi være glade for vores målmand (Nicklas Dannevang, red.), men vi begyndte at få mere og mere styr på dem. De skabte et begrænset antal muligheder i anden halvleg.
Efter den overraskende sejr var det ikke udtalt begejstring, der lyste ud af den tidligere Brøndby-spiller, for det tog lidt af glæden, at se de tidligere holdkammerater ryge ud af pokalturneringen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var lidt sværere, end jeg havde regnet med. Jeg kunne godt se på de Brøndby-spillere, at det ikke var sjovt at tabe til et 1. divisionshold. Det er det aldrig, når man er Brøndby, siger Fisker og tilføjer:
- Det er nogle spillere og en klub, som jeg holder meget af, så det holdt da lidt af glæden fra mig at kunne se, at det ikke var sjovt for dem. Og samtidig også af respekt for dem.
- Men når jeg spiller, gør jeg, hvad jeg kan, og jeg er et nyt sted med nye holdkammerater, og dem vil jeg på ingen måde svigte på banen. Men det var specielt følelsesmæssigt.
Trods den udtalte medfølelse for de tidligere kammerater, så var der dog også lidt glæde i Fisker.
- Det var ikke sjovt for dem, men det var sjovt for os, mine nye holdkammerater og sjovt for mig, og jeg er selvfølgelig glad for denne sejr. Det er også vigtigt for mig at fortælle det.
Fremad Amager skal i kvartfinalen op imod SønderjyskE.