Om 20 dage smækker det danske transfervindue i, når datoen hedder den 31. august, men sådan er det ikke flere steder i resten af Europa.
Der bliver nemlig lukket for kasse 1 i Danmark en dag før flere af de store ligaer, som Serie A, Bundesligaen og Premier League, og dermed kan der opstå et muligt problem.
De danske klubber kan nemlig stå i en situation, hvor de får et bud, som de ikke kan sige nej til den 1. september, og så vil de ikke have mulighed for at hente en erstatning.
Turneringschef i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, fortæller til bold.dk, at de ikke har haft planer om at følge resten af det europæiske fodboldlandskab.
- År for år kan der være nogle få dages forskel på de forskellige lande, men jeg ved faktisk ikke, hvorfor de har valgt at lægge deres den 1. september. Vi har i hvert fald valgt at lukke det den 31. august, fordi vi synes, at det er det rigtige.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi gør det som regel der, medmindre det er i weekenden. Så vi har ikke de dybe tanker omkring vores valg, udover at vi godt kan lide, at det harmoniserer.
- Der er jo en grundlæggende FIFA-regel, at det store transfervindue, i vores tilfælde sommertransfervinduet, maksimalt må vare 12 uger, mens det korte transfervindue, vintertransfervinduet, kun må vare 30 dage.
- Ingen har henvendt sig til os
Peter Ebbesen tilføjer desuden, at han ikke mener, at den ene dags forskel kan blive et problem for de danske klubber.
Det havde nemlig været noget helt andet, hvis Danmark valgte at lukke transfervinduet en måned før alle andre.
- Det kommer jo nok an på, hvem man spørger. Det kan være en fordel og ulempe, fordi klubber kan være bange for at miste spillere, mens andre også gerne vil sælge.
- Vi er i bund og grund en netto-eksporterende fodboldliga, så vi kan selvfølgelig godt blive ramt af, at andre lande holder længere åbent i sommertransfervinduet.
- For dansk fodbold er det vigtigt, at vi nogenlunde har den samme dato hvert år, så man ikke ender i nogle kæmpe skævheder. I det tilfælde vil andre klubber kunne hive spillere fra vores liga, og man vil ikke selv kunne kompensere for det.
- Jeg kan dog fortælle, at vi ikke har fået nogle efterspørgsler fra danske klubber om, at vi hellere må gøre det den 1. september, fordi andre lande gør det. Vi har ikke haft en eneste klub, der har henvendt sig.
Men hvis man ude i de danske klubber nu har fortrudt, at man ikke har henvendt sig om en mulig flytning af deadline-dagen, så er der ikke noget at komme efter i denne omgang.
- Det skal notificeres i god tid til FIFA, og det har vi gjort for længst. Vi har dog været åbne omkring at harmonisere alle ligaerne i Europa.
- Men det kræver, at vi kan finde et fælles fodslag, men der var tilbagemeldingen, at der ikke kunne opstå enighed i Europa, og derfor valgte vi at blive på den 31. august, udtaler Peter Ebbesen til bold.dk.