Helt som ventet forsøgte Arsenal at overrumple Bolton med at presse på fra kampens start. Det virkede også bare som et spørgsmål om tid inden Arsenals offensive opstilling med både Henry, Wiltord og Bergkamp på banen fra start, ville bryde Bolton-forsvaret ned.
Men Bolton spillede gang på gang de hurtige Arsenal-forwards off-side, og da Arsenal midtvejs i halvlegen fik bolden i nettet blev målscorer Wiltord dømt for at have taget den med hånden.
Efter en halv times spil blev Boltons Richardo Gardner vist ud. Jamaicaneren skubbede til Bergkamp lidt uden for feltet - og da dommer Wilkes skønnede at det var en målchance der blev frataget hollænderen, så måtte Gardner tidligt i bad.
Bolton holdt stand halvlegen ud. En ganske underholdende første halvleg.
Anden halvleg var helt naturligt præget af, at Bolton - med kun 10 mand - fightede for det ene point. Og atter en gang - som mod Leeds og Liverpool - formåede Bolton-forsvaret at stå meget stabilt. Så stabilt at det var tydeligt at The Gunners måtte skifte ud - for trioen Bergkamp, Wiltord og Henry løb gang på gang panden mod Bolton-forsvaret.
20 minutter før tid kom så Francis Jeffers på banen - og det tog kun den unge angriber 4 minutter, så havde han bragt Arsenal på vinderkurs. Oplægget til den tidligere Everton-spillers første Arsenal-mål kom fra en anden indskifter Robert Pires.
Arsenal slappede tydeligt af efter målet - forvisset om at sejren var hjemme. Det gav Henrik Pedersen muligheden, og Tømrer var meget tæt på sit første Premiership-mål, da han gik forbi Tony Adams. Men Seaman blokerede - og Upson ekspederede bolden "ud af kommunen".
1-1 blev det dog da Tømrers afløser Wallace sendte Michael Ricketts afsted. Ricketts chippede bolden - og flugtede den forbi Seaman. Overraskelsen var en kendsgerning.
Arsenal - Bolton 1-1 (0-0)
1-0 Francis Jeffers (74)
1-1 Michael Ricketts (83)
Tilskuere: 38.014
Arsenal: Seaman - Cole, Adams, Grimandi (Upton, 12), Luzhny - van Bronckhorst (Jeffers, 69), Viera, Parlour (Pires, 72), Bergkamp - Wiltord, Henry
Advarsler: van Bronckhorst (45)
Bolton: Jaaskelainen - Whitlow, Bergsson, Charlton, Barness - Nolan, Warhurst (Diawara, 79), Johnson, Gardner, Pedersen (Wallace, 80) - Holdsworth (Ricketts, 62)
Advarsler: Johnson (53)
Udvisning: Richardo Gardner (30)
Dommer: Wilkes

































