2022-08-18 14:20:46

Fly-kaos: Viborg-fans kæmper sig til London via Mallorca

Viborg-fans har grundet et aflyst fly fra Billund kæmpet sig til London via Mallorca og Amsterdam for at nå til den engelske hovedstad inden torsdagens opgør mod West Ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL - første finale

FT

WHU

3 - 1

VFF

(bold.dk i LONDON)

Flere Viborg-fans måtte onsdag aften finde en ny rute til London, da deres direkte fly fra Billund blev aflyst.

Glenn Pedersen og hans fire kammerater var fem minutter fra Billund Lufthavn, da aflysningen fra British Airways tikkede ind på telefonen, og da de kom frem til lufthavnen, stod det hurtigt klart, at de ikke var de eneste, der måtte tænke kreativt.

- Vi var en 50 til 60 stykker, der var fanget. Mange skulle over og se kampen mod West Ham, og så var der selvfølgelig også nogle, der bare skulle til London, siger Viborg-fanen til bold.dk. 

British Airways forklarede, at det var tordenvejr over Heathrow i London, som gjorde, at de ikke kunne gennemføre flyvningen. 

Uvejret gjorde, at en flyvning fra Hamborg til London også blev aflyst onsdag aften, og det betød, at flere Viborg-fans blev tvunget til at finde en ny rute.

- Der gik en smule panik i folk i forhold til at finde en løsning. Især fordi der måske også var en lille smule kamp om det, siger Glenn Pedersen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Conference League -Fly-kaos: Viborg-fans kæmper sig til London via Mallorca
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kør-selv, Mallorca og Amsterdam

Mulighederne for at komme til London er heldigvis mange, og derfor gik der heller ikke lang tid, før Glenn Pedersen og kammeraterne fandt en tilfredsstillende løsning, der dog var noget dyrere, end gruppen i første omgang havde betalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vennerne valgte at flyve fra Billund til Amsterdam, hvorfra de kunne flyve videre til London torsdag morgen. 

Glenn Pedersen forklarer desuden, at de berørte Viborg-fans generelt var gode til at finde gode og kreative løsninger.

- Der var nogen, som med det samme hoppede ud i bilen og kørte herover. Dem har vi ikke hørt fra endnu, men de må vel så småt nærme sig, siger han og fortsætter.

- Der var også nogen, der blev hentet af deres forældre og kørt til Hamborg, hvor de så kunne tage et fly til Frankfurt og så videre derfra til London. 

- En anden flok fandt en mellemlanding på Mallorca. De var ni gutter, der fløj derned for at mellemlande og komme videre til London, så det har også været et eventyr.

- Umiddelbart ser det ud til, at alle mand kommer herover, så det er bare fedt. Det skal lykkes, siger han med et smil i stemmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

16 timer undervejs

Turen til London skulle i første omgang have taget tre timer for Glenn Pedersen og kammeraterne, men fly-aflysningen betød, at det endte med at tage en del mere.

- Vi landede ved en ni/ti-tiden her til morgen, og vi tog hjemmefra klokken 18 i går (onsdag, red.). Det er ikke andet end en 14 til 16 timer, så det er jo ikke så slemt, men vi havde jo regnet med, at det kun skulle tage tre, siger han.

Glenn Pedersen understreger desuden, at rejseudfordringerne kun fik lov til at dræbe den gode stemning for en kort stund.

- Der var lige ti minutter, hvor der var lidt stille, fordi vi alle sammen jagtede løsninger, men da vi så havde booket det hele og fået styr på det, så var der ikke noget, som en 0,75 liters fadøl ikke kunne klare, griner han.

- Det er den største kamp for klubben nogensinde. Vi har drømt om det her, lige siden vi så Viborg spille mod CSKA Moskva og Rayo Vallecano for 22 år siden. 

- Det er det her, man vil, og det er det, der er fedt. Jeg var også på Færøerne for at se dem mod B36 Torshavn, men det her er jo en anden oplevelse. Vi kommer til at være 600 mand, der giver den fuld gas, afslutter Glenn Pedersen.

Torsdagens playoff-kamp i Conference League mellem West Ham og Viborg FF fløjtes i gang klokken 20:45 dansk tid.

bold.dk er til stede i London og dækker opgøret tæt både før, under og efter kampen.

Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL - første finale

FT

WHU

3 - 1

VFF

12 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0