Dominik Kaiser har været i hopla for Brøndby i denne sæson, hvor det hidtil er blevet til hele otte scoringer i 3F Superligaen.
Til sommer har den 31-årige tysker kontraktudløb, og han er ikke afvisende over for at blive på den københavnske vestegn. Lige nu er der dog ingen igangværende dialog om en forlængelse, fortæller Kaiser til bold.dk.
- Der er ikke noget nyt i forhold til det, så jeg kan ikke sige så meget. Vi har ikke talt om en ny kontrakt indtil nu, men det er fint for mig.
- Jeg er fuldt fokuseret på banen, og så må vi se, hvad der sker i de kommende uger, siger Dominik Kaiser.
Kender du til interesse fra andre klubber?
- Nej, det gør jeg ikke, men det er heller ikke vigtigt for mig. Jeg ved, at jeg er i god form, og det er vigtigt for mig, for sidste sæson var svær, lyder det fra midtbanespilleren, som tilføjer:
- Nu føler jeg mig mere komfortabel på banen, og at jeg kan hjælpe holdet. Jeg fokuserer på banen, og så må vi se med det andet.
Kan du forestille dig, at du bliver solgt til januar?
- Jeg er ikke den rette mand at spørge om det. Jeg tror ikke, det er aktuelt for klubben, men jeg ved det ikke.
- Jeg tror, vi vil snakke om situationen i de kommende uger, og lige nu er der intet, der tyder på, at jeg skulle forlade Brøndby til vinter, siger Kaiser til bold.dk.
I søndagens 5-2-sejr over Randers scorede Dominik Kaiser igen, og han har derfor nettet i fem ud af Brøndbys seneste seks ligakampe.


Brøndby IF
3F Superliga




































