2022-05-25 15:30:02

Første gang i 100 år: Tommy Olsen storjubler

Såby Fodbold med Tommy Olsen som træner er rykket op i Sjællandsserien for første gang i klubbens historie, og det gør Olsen stolt, siger han til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I weekenden blev der skrevet historie i Serie 1-klubben Såby Fodbold. 

Mandskabet, der har den tidligere Superliga-spiller Tommy Olsen som cheftræner, vandt nemlig med 2-0 over Svogerslev Boldklub, og så kunne jublen bryde løs. 

Med sejren rykker Såby Fodbold nemlig op i Sjællandsserien for første gang i klubbens 100-årige historie. 

Tommy Olsen siger til bold.dk, at han er glad for, at han har styret holdet til endnu en oprykning. Klubben rykkede i den seneste sæson op fra Serie 2 til Serie 1. 

- Det, der fylder mest, er stolthed over den præstation, som spillerne har leveret det seneste stykke tid. Jeg kom for halvandet år siden, og der hed det Serie 2, og nu er vi i Sjællandsserien. At vi rammer Sjællandsserien på klubbens 100-års jubilæum, er jo bare en fed historie, og klubben er vildt glad, og alle er glade. 

- Der er bare en god stemning, og det var der også i lørdags, da vi rykkede op, så der var rigtig mange mennesker, og det blev fejret. Det er man selvfølgelig stolt af. Det er rigtig hyggeligt, siger Tommy Olsen til bold.dk. 

49-årige Olsen siger, at han er blevet taget rigtig godt imod af klubben på Midtsjælland, og han synes, at der er mange dygtige mennesker i klubben.

- Der er en bestyrelse af behagelige mennesker, der også er innovative og har ambitioner, men vi skal også bevare klubbens værdier, og hvad klubben står for. Det er en rigtig god case. Det er et hyggeligt sted at komme. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holdet har udviklet sig

I næste sæson venter der nogle nye og mere krævende opgaver for Tommy Olsen og co. i Sjællandsserien, men den tidligere Superliga-målmager tror, at holdet kan klare skærene. Mandskabet har nemlig vist stor styrke i denne sæson med blot et nederlag i 23 kampe.

- Vi tog et step op i sommer, og nu tager vi et mere. Hver gang, vi gør det, er det helt åbenlyst, at holdene og spillerne er bedre, så vi skal hele tiden steppe op i forhold til det, som vi arbejder med hver dag. Det er en lang proces, som vi har arbejdet med. 

- Jeg har set, at der skulle arbejdes med det organisatoriske og strukturmæssige i forhold til den måde, som vi spillede på, og der har vi udviklet meget at være i balance med og uden bold, og der har vi rykket os rigtig meget i foråret, hvor der kun er blevet scoret seks mål mod os. 

- Selvom jeg er gammel angriber, så kan jeg også glæde mig over, at vi kan holde nullet og spille til nul og ét, for det får vi brug for, når vi møder bedre modstandere. Vores organisation kommer endnu mere i spil og bliver testet af, så det er sådan en ’ongoing’ ting, som udvikles. 

- Det bliver spændende at se, hvordan vi kan bygge videre på det, siger Tommy Olsen til bold.dk, der tilføjer, at han håber, at klubben kan holde fast i stammen af spillere, men et par forstærkninger vil ikke gøre noget.

Såby Fodbold har to kampe tilbage af sæsonen, og næste opgør for Tommy Olsen og co. er mod Ørslev lørdag 28. maj. 

Tommy Olsen scorede 37 mål i 112 Superliga-kampe i løbet af den aktive karriere. 

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

0