På grund af coronavirussen er alt fodbold i England gået i stå. Derfor spekuleres der i, om turneringen bliver afsluttet med den nuværende stilling.
Michael Dawson, der til dagligt spiller i Championship-klubben Nottingham Forest, mener ikke, at man kan afslutte sæsonen med ni kampe tilbage.
- Jeg tror at sæsonen vil slutte på et tidspunkt. Den bliver nødt til at blive afsluttet. Jeg kan ikke forstå, hvis man med ni kampe tilbage kan sige at nummer et og to skal rykke op, siger han til Sky Sports.
- Vi ved ikke hvornår ligaen slutter. Om det bliver i september, oktober eller november, men kampene skal spilles færdigt.
Den tidligere Tottenham-spiller synes, at det er underligt ikke at vide hvornår kampene genoptages, og han glæder sig til at det sker.
- Vi ved, hvor vigtigt fodbold er for mange mennesker. En skønne dag kommer vi til at spille igen, og vi kan ikke vente. Men lige nu er sikkerheden det vigtigste, siger han.
Nottingham Forest ligger i skrivende stund nummer fem i Championship, og har derfor kurs mod play-off kampe om oprykning til Premier League.



Nottingham Forest
Championship

































