Bury FC er blevet smidt ud af det engelske ligasystem, da klubben ikke formåede at finde en køber inden deadline tirsdag.
Den udskældte ejer, Steve Dale, kræver tvangsnedrykningen trukket tilbage og vil blandt andet have en afstemning blandt samtlige EFL-klubber om Burys skæbne.
- Hvis de mange anmodninger om ophævelse af straffen forbliver ubesvarede, mener vi, at en uafhængig dommer skal bringes ind, siger Steve Dale til Sky Sports.
- Vi ønsker også en hemmelig afstemning blandt alle EFL-klubber, hvor de bliver spurgt, om de ønsker, at medklubberne Bolton og Bury FC skal tages ud af ligaen. Jeg tror ikke, de ønsker det.
EFL har meddelt, at det ikke er muligt at appellere kendelsen.
- Der er ikke nogen mulighed for at appellere. Folk er i deres gode ret til at skrive til os, og vi vil imødekomme enhver korrespondence, hvis den opstår, siger EFL-chef Debbie Jevans ifølge Reuters.
- Jeg er knust, og der er ikke mere at sige. Jeg forstår de ting, som fansene siger. Det er meget trist. Men beslutningen er taget, og licensen er ophævet, siger hun.
Steve Dale siger til Sky Sports, at han stadig har to mulige købere til klubben.
Datafirmaet C&N Sporting Risk trak tirsdag deres bud på klubben tilbage på grund af den komplicerede økonomiske situation.