U19-landsholdet led onsdag aften endnu et nederlag ved EM-slutrunden i Wales.
En brandvarm spansk offensiv afgjorde danskernes skæbne, som nu er ude af slutrunden efter blot to gruppekampe.
Alligevel var der flere positive takter fra de unge danskere, som leverede en markant bedre præstation end i EM-åbneren mod Tyskland.
Olti Hyseni var igen i startopstillingen, og offensivspilleren var tilfreds med den reaktion, holdet viste efter 4-3-nederlaget til tyskerne.
- Jeg synes, vi kommer bedre med fra start. Det er en rigtig god modstander ligesom Tyskland. Jeg synes, vi får skabt nogle gode chancer i starten, og vi har meget af spillet i forhold til Tyskland-kampen, fortæller Hyseni til Bold.
- Men vi må bare sige, at Spanien er virkelig et godt hold - og individuelt er de også et meget, meget godt mandskab. Det er et svært hold at spille imod. Kvaliteten bliver afgørende mellem os og dem.
Fokusset er på Wales
Danskerne stod stærkt defensivt i store dele af kampen, selvom de til sidst indkasserede to sene mål til slutresultatet 3-0. Derfor mener Hyseni, at holdet kan tage flere positive elementer med ind til den afsluttende gruppekamp mod Wales.
- Vi kan tage med, at vi startede bedre ud i dag. Vi kan byde nogle af de store landshold op til dans, så hvis vi kan gøre det mod Wales, så synes jeg, vi står godt til i den sidste kamp. Vi skal nok komme komme frem til chancer og levere en god indsats.
Du kan se kampen eksklusivt med Bold+ eller på Sport Live.
Hyseni glæder sig samtidig over sin egen slutrunde, hvor han blandt andet kom på tavlen i åbningskampen mod Tyskland.
- Det er min tredje slutrunde, og lad mig bare sige, at det har været bedre end de andre to. Jeg har fået en større rolle, og forventningerne er blevet sat højere. Men det er selvfølgelig svært at spille mod nogen sværere modstandere end tidligere slutrunder. Jeg synes, at hvis man tager det hele sammen, så har det været en bedre slutrunde for mig end de andre to.
Danmark skal i aktion mod Wales i den sidste gruppekamp, og en sejr her vil betyde, at de få dage senere skal spille en VM-kvalifikationskamp.


Danmark U19
EM U19



































