2024-07-26 06:00:00

Fra Liverpool til Superliga: Dansk mentor formede ung AaB-boss i Kina

33-årige James Gow blev den 10. juli forfremmet som sportsdirektør i AaB. Til Bold fortæller han, hvordan han gennem hjerteklubben, flere år i Østen og med hjælp fra en dansk mentor har arbejdet sig op til toppen i en tidlig alder.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 2. runde

FT

AaB

2 - 1

SIF

- Når du vokser op i Liverpool, så har du kun ét valg. Beslut dig for, om du støtter Liverpool eller Everton.

På Anfield fik James Gow sin allerførste fodboldoplevelse som dreng. Som mange andre fodboldfanatikere blev fanget af den enorme menneskemængde samt spændingen, og derfra var hjertet rødt.

Nu er englænderen blevet 33 år, og selv om han ikke har boet i hjemlandet i ti år, er hjertet fortsat rødt.

Dog har det de sidste 14 måneder fået tegnet striber i sig, så det nu er bolsjefarvet.

I samme tidsperiode er James Gow gået fra totalt ukendt til nu at skulle være frontfigur i en af Danmarks største traditionsklubber. Først i en rolle som teknisk direktør og kort før Superliga-starten blev han udpeget som sportsdirektør i AaB.

Rollen som ansvarlig for transfers, de sportslige præstationer samt de nuværende spilleres kontraktlige forpligtelser er Gow blot den ene af få, som ikke er fra Skandinavien, til at varetage lige nu i Superligaen.

James Gow er ansat under den relativt nye tyske AaB-ejerkreds SSE22, men trods et år i den næstbedste række er passionen for Danmark, Superligaen, Aalborg og ikke mindst AaB ikke til at tage fejl af.

Og Liverpool-fødte Gow er ikke bekymret for, at nationaliteten spiller en rolle i sit virke, selv om AaB traditionelt har været præget af skandinavisk ledelse.

Det fortæller han i en længere snak med Bold.

- Pludselig taler du om fodbold med Kenny Dalglish
Ét er, at man er fan af Liverpool. Det prædikat er James Gow næppe alene om, men allerede i en tidlig alder opnåede han noget, som de færreste prøver, da han tog sit første skridt ind i fodboldens verden.

- Jeg spillede selv på et okay niveau, men stoppede i en tidlig alder. Som studerende tog jeg mine trænerlicenser og læste derefter en grad kaldet Videnskab og Fodbold på Liverpool John Moores University.

- På det tidspunkt fik jeg job i Liverpool Football Club som juniortræner og intern analytiker for førsteholdet og akademiet, siger AaB-direktøren.

James Gow fik ikke bare lov at arbejde med klublogoet på brystet, han stod også pludselig og konverserede med nogle af et af de største koryfæer i Liverpool, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F  Superliga   -Fra Liverpool til Superliga: Dansk mentor formede ung AaB-boss i Kina
Foto: AaB

- At arbejde i fodboldklubben, jeg støtter, en stor fodboldklub, og pludselig står jeg i samme rum og taler om fodbold med Kenny Dalglish og kort tid efter Brendan Rodgers, var for en ung fyr som mig meget interessant.

Den nu 73-årige Kennt Dalglish var manager i Liverpool i 2011 og 2012, da James Gow tog sine første spæde skridt ind i Liverpool. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix.

- Så mit første skridt ind i fodbold var at arbejde for Liverpool. Derefter havde jeg nogle trænerroller, hvor jeg først og fremmest trænede på amatørplan, men herefter skiftede jeg over til akademiet, fortæller englænderen med den tykke scouse-accent i samtalen med Bold.

Som 23-årig var det dog ikke bare nok for James Gow at arbejde for Liverpool.

I jagten på at lære, blive klogere og få hår på brystet i den hårde fodboldverden, drog han nemlig mod Kina, og her skulle vise sig at opstå et vigtigt dansk bekendtskab.

Akademitræner i Kina med dansk mentor
Tilbage i maj 2014 rejste James Gow ud i den store verden.

Fortsat med Liverpool som arbejdsgiver, men denne gang langt mod øst i den sydlige del af Kina nærmere bestemt Guilin, hvor The Reds har et akademi.

Her blev James Gow cheftræner på det internationale akademi, og i den forbindelse stødte han ind på en dansker med en solid fodboldbaggrund.

Mads Davidsen, som var U19-træner i Brøndby fra 2010 til 2012, var kort tid før James Gow rejst mod Kina for at agere assistenttræner for ingen ringere end Sven-Göran Eriksson i først Guangzhou R&K og senere Shanghai Port.

Under den fælles tid i Kina, fortæller AaB’s sportsdirektør, at danskeren, der i dag er Group Head of Football i Right To Dream, som blandt andet ejer FC Nordsjælland, lærte ham meget.

- Mads var min mentor, en fyr jeg har delt masser af ideer og samtaler med gennem årene. Vi har kendt hinanden i cirka 10 år nu.

- Jeg begyndte at dele noget af mit arbejde med Mads, da vi begge var i Kina, og omvendt. Han er en fyr, jeg har besøgt meget for at se, hvordan han arbejder, og jeg synes, han er ekspert på sit område.

- Vi har stadig hyppige samtaler, selvom det nu er i en anden kapacitet. Han arbejder selvfølgelig for Right to Dream-projektet nu, men det er en fyr, jeg virkelig respekterer og er blevet rigtig gode venner med, siger James Gow.

Udover rollerne i Kina og Mellemøsten var Mads Davidsen i en kort periode i 2019 tilbage i en rolle for Brøndby, hvor han agerede strategisk rådgiver. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

At Gow nu er endt i Mads Davidsens hjemland er dog en tilfældighed, fortæller han.

- Mange mennesker stiller mig det spørgsmål, og nej, selvfølgelig kender Mads og ejerne af klubben samt investeringsgruppen hinanden, men det skete faktisk direkte gennem ejergruppen.

- Jeg blev introduceret til dem for mange år siden, dog gennem Mass, da et par af fyrene arbejdede for Hamburger SV. Men den faktiske indledende kontakt kom ikke fra Mads - den kom fra SSE22, lyder det fra sportsdirektøren.

Ansættelsen i AaB i den første rolle som teknisk chef skete 1. juni 2023, men James Gow fortæller, at han allerede blev kontaktet omkring juletid 2022, inden SSE22 gjorde sit indtog i Nordjylland.

- Superligaen og AaB har noget særligt over sig
Efter tiden i Kina var James Gow fra 2016 til 2020 leder af Liverpools australske akademi i New South Wales, inden han fra 2021 til 2022 i lidt mere end et år var teknisk chef for akademiet i Abu Dhabi-klubben Al Jazira Sports Club.

Nu er der slået rødder i Danmark, som trods stadig at have mange forskelle fra England og Liverpool er tættere på hjem, end Gow har været længe.

Og efter 14 måneder i Danmark elsker han landet, menneskene og naturen, fortæller han.

På det fodboldmæssige plan er forelskelsen i Superligaen der også allerede, selv om han med AaB sidste sæson befandt sig i NordicBet Ligaen.

- Jeg synes, at Superligaen er en top-liga, og endda også NordicBet Ligaen. Men Superligaen har noget særligt over sig. Det er en virkelig konkurrencepræget liga, og der er stor interesse for den.

- Det er også en liga, hvor mange hold er ret jævnbyrdige, hvis man fjerner to eller tre af de store ’fyre’ i toppen. Men selv dem tager alle de andre hold point fra også, siger han.

Til Bold fortæller James Gow, at han føler, at opbakningen fra AaB-fansene til klubbens ledere er enorm. Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix.

Men hvis der er en ting, James Gow er blevet blæst bagover mere end af Superligaen i sig selv, er det AaB og Aalborg.

- Hvilken fantastisk klub. Det er en klub med så meget lidenskab og potentiale, med en fantastisk historie og tradition allerede. Og en ting, der er virkelig vigtig for os og for alt personalet og spillerne, vi bringer ind, er, at de forstår og er inspireret af traditionerne og den tidligere succes.

- De skal forstå ansvaret, de har for at levere for fansene og spille for folkene i byen Aalborg. Det er den eneste professionelle klub i Aalborg, og den bliver utroligt godt støttet. Og på trods af at være rykket ned sidste sæson, havde vi fantastisk støtte fra fansene i hver eneste kamp.

- Man kan ikke undgå at føle en enorm følelse af ansvar for at sørge for, at man fortsætter med at give fansene noget at være stolte af. Jeg synes, det er en fantastisk klub, og jeg er virkelig beæret og glad for, at jeg har muligheden for at hjælpe med at føre klubben fremad, lyder kærlighedserklæringen fra den engelske AaB-sportsdirektør.

Inden SSE22 havde AaB siden 1996 bare haft tre forskellige sportsdirektører, og alle havde det til fælles, at de var fra Skandinavien.

I 17 år sad klublegenden Lynge Jakobsen på tronen, inden klubikonet Allan Gaarde kom til for de næste seks år.

Herefter var det norske Inge André Olsen, som til september 2022 besad rollen i den nordjyske klub, der efter den nye investorgruppes indtog først havde tyske Ole Jan Kappmeier på pinden i et års tid, inden altså James Gow overtog formelt den 10. juli.

Gow er ikke af den overbevisning, at passets farve spiller en rolle, når det kommer til et job som hans.

- Jeg identificerer mig med fodbolden, jeg identificerer mig med alt, hvad den står for, og med traditionerne og historien om fodboldklubben.

- Jeg er så passioneret om at udvikle klubben og bringe os fremad, at jeg ikke tror, det betyder noget, hvorvidt jeg kommer fra Liverpool eller et andet sted, fordi mit engagement vil være så højt, siger briten.

Opfindsom transferstrategi skal sikre fremtiden
AaB befinder sig lige nu i en situation, hvor der skal findes fodfæste efter katastrofe-nedrykningen, en helt ny ejerstruktur samt en oprykning tilbage til Superligaen.

Første kamp tilbage endte med et 0-3-nederlag til FC Nordsjælland i Farum, og midt i et sit første transfervindue, hvor AaB langt fra har ubegrænsede midler, får James Gow sin ilddåb.

- Vi skal virkelig være opfindsomme. Du kan gå på Transfermarkt og se, hvor mange penge vi har brugt; det er ikke en skjult hemmelighed. Det er klart, at vi opererer med et stramt budget, og det er ikke altid nemt at finde kendte og erfarne spillere fra Superligaen, slår AaB-chefen fast.

En af de nyeste spiller er danske Marc Nielsen, som endelig kom i hus for AaB lørdag efter forhandlinger med Hvidovre om en transfersum for spilleren, der havde kontraktudløb til vinter.

Marc Nielsen spillede sidste sæson 21 kampe i Superligaen for Hvidovre. Foto: AaB

Foruden den 23-årige danske back er det dog lutter udenlandske spillere, som AaB har hentet ind denne sommer.

Senest stopperen fra Senegal Oumar Diakhité og derudover to tyskere i form af målmand Vincent Müller og stopperen Bjarne Pudel, den hollandske midtbanespiller Mylian Jiménez, kantspillerne Kelvin John og Andres Jasson fra henholdsvis Tanzania og USA og angriberen John Iredale fra Australien.

Det er navnene, som AaB-fans dette vindue har skulle lære at kende, men at de er mere eksotiske end tidligere nytilkomne, betyder ikke noget i AaB 2.0.

- Vi må anerkende, at vi skal være konkurrencedygtige nu. Og det betyder, at vi måske skal søge efter spillere fra andre regioner, som vi mener vil passe ind.

- Bare fordi en spiller ikke er dansk, betyder det ikke, at han ikke passer ind. Jeg kommer ikke fra Danmark, men jeg kan sige én ting: Jeg er utrolig passioneret omkring fodbold.

- Det ville selvfølgelig være ideelt at kunne rekruttere fra Danmark, hvis vi kunne, men det kan vi ikke altid. Hvis vi skal rekruttere, skal vi rekruttere karakterer, der virkelig tror på ideen, og som er villige til at investere tid og kræfter i projektet.

- Det kan godt være, at folk ikke kender disse navne, og det er okay, men mit job og klubbens job samt det personale, vi har, er at demonstrere, at disse spillere også kan udvikle sig og bidrage til klubben, siger James Gow, som også slår fast, at truppen ligeledes består af en stor gruppe spillere fra eget akademi.

Til første Superliga-kamp i Farum fredag havde AaB intet mindre end fem akademispillere i startopstillingen.

- Ikke tilfredsstillende blot at konsolidere
Den 2. september kan AaB ikke handle ind mere, og formentlig siger nordjyderne herfra heller ikke farvel til flere spillere.

Til den tid er Superligaen syv runder inde, og derfor har AaB nok en god idé om der, om fokus bliver på overlevelse eller de skal kæmpe med længere oppe i tabellen.

AaB fik ikke den ønskede start på comebacket til landets bedste fodboldrække, da FC Nordsjælland viste sig for stærke og vandt med 3-0. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

- Det er ikke tilfredsstillende blot at konsolidere. Vi vil også forbedre os. Vi ønsker at gå ind til hver kamp med målet om at angribe og vinde den.

- Selvfølgelig er det meget lettere sagt end gjort, og det er ikke nemt. Jeg mener, at alle kan se de udfordringer, vi kommer til at møde, men det er også udfordringer, der vil inspirere os, og vi vil ikke gøre brug af undskyldninger, fortæller James Gow om målsætningen for AaB i denne sæson.

Næste opgave for AaB er en gentagelse af kampen, hvor de i 2023 rykkede ned i NordicBet Ligaen.

Kent Nielsens Silkeborg mandskab gæster nemlig Aalborg Portland Park søndag, som de gjorde det den 3. juni sidste år, hvor Alexander Lind scorede opgørets eneste mål og sendte AaB ned.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 2. runde

FT

AaB

2 - 1

SIF

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce