


På rygtebasis blev Thomas Thomasberg sat i forbindelse med klubber som Molde, Malmö FF og den egyptiske storklub Al Ahly.
Den tidligere FC Midtjylland-træner endte dog med at rykke til den bedste polske række, hvor Pogon Szczecin stod klar med en kontrakt blot 32 dage efter fyringen i Superliga-klubben.
Her stod den 50-årige dansker for første gang på sidelinjen fredag aften, da Piast Gliwice kom på besøg på Stadion Miejski w Szczecinie.
Det lignede længe en halvskuffende pointdeler, men efter 89 minutters spil blev hjemmeholdet tildelt et straffespark, som 37-årige Kamil Grosicki skulle tage sig af.
Det gjorde han med manér.
Den polske veteran diskede således op med en pivfræk panenka og sørgede for en drømmedebut til Thomas Thomasberg, som fik en 2-1-sejr i sin første kamp i den polske klub.
Pogon Szczecin indtager nu niendepladsen i den bedste polske række med 13 point efter 11 spillerunder.
I et længere interview med Bold sætter den danske cheftræner ord på sit polske eventyr og skriverierne om det lukrative tilbud fra Egypten.


Pogon Szczecin
Piast Gliwice
Ekstraklasa



































