





Franculino bliver ved.
FC Midtjylland-stjernen nettede to gange, da ulvene smadrede FC Nordsjælland med 6-0.
Da angriberen scorede sit andet mål, lignede det efterfølgende, at han var blevet skadet, men det var bare spil for galleriet.
Det forsikrede FCM's first team coach, Allan K. Jepsen, efter kampen, selv om Bold kunne se, at Franculino humpede lidt omkring mixed zone, da der blev interviewet efter kampen.
- Franculino laver lir hele tiden. Han har stået og danset i omklædningsrummet, så jeg tror ikke, at der er noget galt med ham, siger Allan K. Jepsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Allan K. Jepsen stod i spidsen for FCM på grund af karantæne til Mike Tullberg, og efter kampen satte han flere ord på Franculino.
- Man er sindssygt glad og sindssygt stolt over at arbejde med en spiller af Franculinos kaliber. Det er helt sikkert.
- Når jeg på et tidspunkt om 20, 30 eller 40 år er færdig med at træne, så tror jeg, at jeg kommer til at tænke, at det var en rigtig fed spiller at arbejde med.
- Franculino er en vanvittigt god dreng, og han vil faktisk også gerne arbejde hårdt. Det er noget af det, der kan gøre, at han måske kan komme til en noget større liga end den danske.
- Når han laver ting med bolden, står man nogle gange som træner og slikker sig om munden. Så tænker man: "Wow, det er noget af et talent," siger træneren.
Allan K. Jepsen fremhævede også FCM's defensive kvaliteter efter storsejren.
- Det er fedt at se, når det offensive lykkes, men man skal huske på, at der er nogle bagved, der sørger for, at det offensive kan lykkes.
- Det er det, der har kendetegnet os i den seneste lange periode, at dem nede bagved har gjort et meget stort stykke arbejde.
- De sørger for, at dem foran kan shine, og det lykkes vi med i kampen. Man kan ikke lykkes hver gang, men det fungerede rigtig godt i opgøret.
- Så jeg vil gerne give stor kredit til alle dem nede bagved, der ikke altid får lige så meget omtale, for de er en vanvittig stor del af det, siger Allan K. Jepsen.
FCM ligger på andenpladsen i Superligaen med to point op til AGF. På torsdag skal ulvene igen møde FCN på MCH Arena, når der spilles den første af to pokalkvartfinaler mellem de to hold.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga



































