




Søndag tog Helsingør imod Roskilde i 1. division, hvor Helsingør fik vendt en chokstart fra Roskilde, der bragte sig foran i kampens første minut.
Herefter scorede Helsingør to kasser og vandt kampen, og Helsingørs udlignende mål blev sat ind af den - noget pludseligt - debuterende Morten Fraysse.
Fraysse blev nemlig sendt på banen midt i første halvleg, da Lucas Haren blev skadet, fortæller han til Frederiksborg Amts Avis.
- Det var lidt kaotisk at komme ind der, men jeg tog det, som det kom og kom ind i kampen stille og roligt. Det gik så stært, så jeg fik ikke så meget at vide. Jeg fik lige at vide, hvor jeg skulle stå på dødboldene, fortæller han til avisen.
Det viste sig at være en god besked, for det var efter et hjørnespark, at den 21-årige debutant scorede det udlignende mål.
- Jeg får at vide, jeg skal stå i opsamligen, så ser jeg den falder ned på et hovbedstød, og så prøver jeg med højreskøjten.
- Jeg var nærmest i chok. Jeg var lige kommet ind, og så står jeg der og har scoret i min debut. Det er en vild følelse.
21-årige Fraysse skiftede til Helsingør fra B93 i sommeren 2018.


FC Helsingør
Betinia Liga

































