





Det er ofte noget særligt og specielt at score på Brøndby Stadion.
I særdeleshed, når man rejser fra Vestegnen med en sejr.
Oscar Buch prøvede begge dele mandag efter FC Fredericia leverede lidt af en sensation med 3-1 sejren over Brøndbys storfavoritter.
For Oscar Buch var det en særlig og speciel oplevelse.
For Fredericia-bomberen er opvokset med et helt særligt forhold til Brøndby.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Min farmor og farfar boede 150 meter fra Brøndby Stadion, så når jeg var hos dem, var vi altid over for at se Brøndby spille.
- Men min far og bror er også store Brøndby-fans, så de sidder nok med lidt halvblandede følelser lige nu, siger Oscar Buch med et skævt smil.
Han scorede til 2-1 og havde samtidig stor andel i det udlignende mål til 1-1. Det var ham, der sparkede på underkanten af overliggeren. Bolden ramte Patrick Pentz og røg i mål. Det blev noteret som et selvmål, selv om Oscar Buch havde stor andel i scoringen.
- Det var lidt specielt at få lov at score på Brøndby Stadion. Jeg har spillet en træningskamp engang på Brøndby Stadion, men det var første gang jeg spillede en turneringskamp. Og det var en virkelig god oplevelse, siger Oscar Buch, der ikke er bleg for at rangere sejren på Brøndby Stadion i forhold til det, han har oplevet i sin karriere.

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix.
- Sejren over Brøndby vil jeg rangere på en delt førsteplads sammen med vores oprykning til Superligaen.
- Når man sammenligner Parken og Brøndby Stadion, så er Brøndby Stadion bare mere intens. Det var virkelig en fed oplevelse at være med til, siger Oscar Buch, er nu står noteret for fem træffere i Superligaen i denne sæson.
FC Fredericia spiller årets sidste kamp fredag, når modstanderen er OB.

Brøndby nede på jorden igen
Hattrick | Afsnit 15Der var som altid fuld smæk på i Superliga-weekenden, og vi runder de store historier - blandt andet AGF's fortsatte problemer, og at Brøndby er kommet ned på jorden igen.
Læs mere
Brøndby IF
FC Fredericia
3F Superliga





























