

Spændingen om oprykning til 1. division er så småt forduftet i 2. division Øst. Frem havde 12 point op til Helsingør forud for dagens opgør mod Hvidovre, og derfor handlede det primært om at holde afstanden ned til HIK på tredjepladsen.
Det startede godt for Frem, der kom foran efter 34 minutter. Mikkel Andersen var på pletten for Valby-mandskabet, og så stod det 1-0.
Føringen holdt imidlertid ikke længe. Tre minutter senere havde rutinerede Kristoffer Wichmann nettet i den anden ende, og så var der balance i regnskabet.
Ingen af holdene formåede efterfølgende at finde netmaskerne, og derfor endte opgøret uden vinder. 1-1 blev resultatet.
I Rishøj kunne hjemmeholdet tage et vigtigt skridt mod overlevelse, da de bød Avedøre op til dans. Sådan skulle det dog ikke gå. Avedøre kom foran allerede efter 14 minutter på en scoring af Emil Vatani.
Og selvom Morten Damgaard fik udlignet for Rishøj, blev det gæsterne, der løb med de tre point. En scoring i det 73. minut gav Avedøre føringen for anden gang, og denne gang smed de den ikke.
Med 2-1-sejren rykker Avedøre op på den gode side af nedrykningsstregen.


Hvidovre IF
Rishøj
BK Frem
Avedøre
CampoBet 2. division























