Fremad Amagers spillere har torsdag eftermiddag langt om længe fået løn.
Det bekræfter både Spillerforeningen og Fremad Amager over for bold.dk.
Lønnen skulle være faldet onsdag, men da det ikke skete, og pengene stadig ikke var udbetalt torsdag formiddag, sendte Spillerforeningen et påkrav til Fremad Amager på vegne af 20 spillere.
Nu er krisen dog afværget for en stund.
Fremad Amager-ejer Lars Hein forklarede onsdag over for bold.dk, at den forsinkede løn skyldtes en menneskelig fejl, hvor en ansat fejlagtigt havde modtaget en løn på 500.000 kroner.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han forsikrede dog i samme ombæring, at lønnen senest ville blive udbetalt torsdag, hvilket den altså også er blevet nu.
Fremad Amager fik i sidste uge forbud mod at skrive nye kontrakter, fordi klubben har flere ubetalte regninger.
FC Nordsjælland bekræftede for nyligt over for bold.dk, at Fremad Amager ikke havde betalt udestående for de handler, som de to klubber har lavet sammen, og derfor havde Farum-klubben sendt Fremad Amager til inkasso.
Fremad Amager bekræftede siden, at klubben i en sag i Fogedretten havde erklæret sig insolvent, men klubejer Lars Hein forsikrede, at klubben ikke var truet på sin eksistens, da der var tale om et beløb, der 'samlet ligger i hundredetusinde kroners klassen'.


Fremad Amager
CampoBet 2. division


































