2. Division -Fremad holder nullet uden betondefensiv
2019-10-05 06:30:01
Foto: Aarhus Fremad

Fremad holder nullet uden betondefensiv

Aarhus Fremad har holdt nullet i syv kampe i streg, og det er ikke på grund af en ultradefensiv tilgang til spillet, fortæller træner Morten Mølkjær til bold.dk, inden lørdagens kamp mod AB.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der blæser i særdeleshed positive vinde over Aarhus Fremad for tiden, og der er da heller ikke meget, som er gået imod topholdet i 2. divisions gruppe 2.

I de seneste syv kampe har målmand Elias Rafn Olafsson nemlig ikke skulle pille bolden ud af netmaskerne, og den flotte stime betyder, at Aarhus Fremad blot har lukket to mål ind i sæsonens ti første kampe.

Man kunne fristes til at tro, at Aarhus Fremad tager et uhyre defensivt udgangspunkt for sine kampe, men sådan forholder det sig ikke, forklarer træner Morten Mølkjær til bold.dk.

- Vores defensive stime handler mest om, at vi tiltvinger os initiativet i kampene. Jeg tror ikke, at vores modstandere umiddelbart har tænkt, at vi er en betondefensiv. Vi er tit oppe at forsvare på modstanderens side med et højt pres, som gør, at modstanderen har langt til vores mål, siger han.

Mølkjær har blandt andet store roser til den tidligere midtbanespiller Nicklas Ullum, som er blevet omskolet til midtstopper over sommeren

Den tidligere Fremad-kaptajn Andreas Damgaard stoppede karrieren og forlod sin plads i holdets midterforsvar i sommer.

- Vi skulle opfinde en midtstopper, og Ullum er en af de rutinerede kræfter i truppen. Han spiller med en stor ro og autoritet i midterforsvaret, og han har været en af vores klart bedste spillere i en lang periode.

26-årige Ullum har fortid i Vejle og Hedensted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremad-planen har nået sit klimaks

Inden sidste runde var det ikke blot en defensiv stime, som Fremad havde sat sammen, da seks af seks kampe endte med sejr inden 0-0-kampen senest mod Thisted.

Nu fører man altså rækken med tre point, og det var ikke helt forventet i den aarhusianske lejr – selvom det gennem længere tid har været planen, at Fremads unge hold skulle toppe i denne sæson.

- Det ville være synd at sige, at vi havde regnet med det. Vi har forsøgt at forberede os så godt som muligt, og så har det hjulpet os lidt, at vi har ramt modstandere på svækkede tidspunkter, siger Mølkjær og uddyber om klubbens langsigtede plan, som blev lagt for flere sæsoner siden.

- Vi har planlagt efter at formtoppe i denne sæson ved at give spillere noget længere snor i et par år. For det har været vores plan, men det tager lang tid at bygge op.

- Mange af de unge har skulle lære at spille seniorfodbold, og vi har også selv i trænerteamet skulle blive klogere på mekanismerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mølkjær fremhæver blandt andre klubbens 21-årige anfører Mike Vestergaard, som en af de spillere, der har nydt godt af tidens løb.

- Mike Vestergaard har taget store skridt, efter Mathias Nygaard tog til Fredericia. 

- Han er en af de bedste presspillere, vi har, og han er blevet voldsomt dygtig i erobringsspillet – og så har han en teknik, der gør, at han sjældent smider bolden væk.

Selvom det går godt i Aarhus Fremad, vil Mølkjær blandt andet gerne blive bedre til at score mål i det etablerede spil.

- Plejer at være fede kampe mod AB

Lørdag venter så et opgør mod gruppe 2's nummer fire, når AB lægger vejen forbi Århus. Det opgør glæder Fremad-træneren sig i stor stil til, for der er en underholdende kamp i vente.

- Vi plejer at have fede kampe mod AB, og det har været meget lige de sidste to år. Det er et godt spillende mandskab, og vi er fulde af respekt over for dem. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, for det er normalt seværdigt med mange chancer og gode detaljer.

AB kommer til kampen i noget slingrende form med en uafgjort og to nederlag i de seneste tre divisionskampe, men i Sydbank Pokalen slog man NordicBet Liga-holdet Viborg ud med 3-1.

- Jeg har set deres seneste kamp, og jeg synes, vi står godt til dem. Men man må også tænke på, at de for nyligt slog AB, og det tager altså hårdt på kræfterne med de her midtuge-kampe.

De seneste tre opgør mellem de to klubber er endt med en sejr til hver og et remis.


Foto: Aarhus Fremad

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0