


Søndag skulle Trabzonspor op mod Konyaspor i et regulært topbrag i den tyrkiske Süper Lig.
Trabzonspor, som før opgøret havde ni point ned til netop udfordrerne fra Konyaspor, startede med Andreas Cornelius på banen, og det skulle hurtigt vise sig at være en god idé.
Der var nemlig ikke engang spillet et kvarter, før danskeren var involveret i scoringen til 1-0.
Den danske angriber trak fri på venstrefløjen, hvorfra han satte tempo, og afslutningdvis slog han en flad, skruet diagonalaflevering, som bosniske Edin Visca sørgede for at sende i kassen.
En god indsats fra danskeren, som fik en time på banen for Trabzonspor.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det skulle også blive til 2-0 for mesterholdet, og nok engang var det Visca, som havde sidste fod på.
Målet faldt efter 67 minutter, og denne gang assisterede Anthony Nwakaeme, der havde en imponerende solotur gennem Konyaspor-forsvaret, som til gengæld var alt andet end imponerende i samme situation.
Der lå et lille comeback og lurede, da Sokol Cikalleshi i det 83. minut kunne reducere med et teknisk flot mål, hvor albaneren afsluttede med ryggen til mål og med en kontrolleret helflugter lagde bolden i mål ved det fjerne målhjørne.
Mere blev det ikke til på målfronten, og med sejren over de direkte konkurrenter kunne Trabzonspor rykke i front af rækken med 12 point og altså spille sig et stort skridt tættere på et tyrkisk mesterskab.