

Fredag aften rullede bolden i det italienske, hvor Genoa gæstede Lecce i Serie A.
Her havde gæsterne den tidligere Brøndby-spiller, Morten Frendrup, med i startopstillingen, mens Lecce havde Patrick Dorgu og Jeppe Corfitzen med på bænken.
Herfra kunne de to danskere se deres holdkammerater spille sig frem til flere fine forsøg i løbet af kampens første halve time.
Det lykkedes dog også Frendrup og co. at komme frem til et par chancer, men efter 38 minutters spil blev opgaven en del sværere for Genoa-mandskabet, da spanske Aaron Martin modtog sin anden advarsel efter et dumt frispark.
Gæsterne skulle dermed spille den resterende del af kampen med en mand i undertal, og det resulterede da også i et tungt Lecce-pres.
Efter 83 minutter kom scoringen da også, da franske Remi Oudin sendte en afslutning afsted fra distancen, som ramte Morten Frendrup og gik ind bag en prisgivet Josep Martinez i Genoa-buret.
Lecce vandt dermed 1-0 over Genoa og indtager nu en højst overraskende andenplads i den italienske Serie A.
Salernitana og Frosinone delte
Tidligere fredag krydsede Salernitana og Frosinone klinger i Salerno.
Her bragte gæsterne sig i front efter 11 minutter, da Simone Romagnoli kom højest på et skarpt indlæg og headede den i kassen til en Frosinone-føring.
Kort inde i anden halvleg formåede Salernitana dog at komme på omgangshøjde, da Jovane Cambral dukkede op bagerst i feltet efter et hjørnespark og krøllede kuglen fladt ind ved fjerneste stolpe.
Det endte dermed 1-1 mellem Salernitana og Frosinone.


Lecce
Genoa
Frosinone
Salernitana
Serie A























