

Brentford tabte for første gang i 23 ligakampe, da det søndag blev til et 0-2-nederlag mod Barnsley i Championship.
Brentford-træner Thomas Frank er frustreret over nederlaget, men det måtte jo ske før eller siden, siger han.
- Jeg er frustreret over, at vi tabte, men ikke generelt frustreret. For mig var det uundgåeligt; det måtte ske på et tidspunkt. Det vidste vi. Vi havde bare håbet, at det ikke ville være i dag, siger Frank ifølge West London Sport.
Den danske træner var godt tilfreds med spillernes indsats trods nederlaget.
- Indsatsen manglede ikke fra spillerne. De gav alt, hvad de havde derude, og det var stor beslutsomhed fra dem alle.
- Vi er så godt et sted, men tabte til et hold, som gjorde det svært for os, da de ramte deres topniveau, siger Thomas Frank.
Brentford glippede dermed muligheden for at generobre førstepladsen i Championship, som Norwich sidder på med ét point mere end Franks tropper.

Brentford
Championship


























