Selv om Julius Nagel er på vej ud ad døren i AaB, kommer nordjyderne ikke til at stå i et transfer-vakuum.
Det forsikrer den tyske scouting- og rekrutteringschef i et interview med Bold.
- Der kommer ikke til at være et vakuum for AaB. Det var vigtigt for klubben, men også for mig. Jeg er ikke typen, der stikker halen mellem benene i udfordrende tider. Jeg bliver her, indtil sportsdirektøren er her.
- Så snart vi to er færdige med at tale sammen, skal jeg foretage opkald til flere agenter for at komme tilbage i dialogen med de emner, vi kigger på. På den måde er jeg stadig fuldt ud operationel, siger Nagel.
AaB meddelte tidligere på tirsdagen, at Julius Nagel stopper i klubben efter fælles forståelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

Helt enige
AaB's udlægning af bruddet flugter fuldkommen med Nagels egen fortælling. Han har været glad for sin tid på Hornevej i Aalborg og vil gøre alt for at give den kommende sportsdirektør en god overlevering.
- Der er intet ondt blod mellem os. Det er også derfor, AaB gerne vil have, at jeg som minimum fortsætter, indtil den nye sportsdirektør er på plads. Og selv når han er på plads, kommer jeg til at bruge noget tid på at køre ham ind i rollen, siger Nagel.
Han erkender, at den seneste tid har været hård, men understreger også, at han har haft et smil på læben i langt størstedelen af tiden hos aalborgenserne.
- Som jeg lige fortalte til hele holdet, har jeg haft 21 fantastiske måneder i klubben, hvor mange unge spillere fik debut. Og så havde jeg tre hårde måneder med nedrykningen og et stormvejr omkring klubben. Det er også en del af fodbold.
- Klubben og jeg nåede til at punkt, hvor vi talte om fremtiden. Vi har sammen fundet en god aftale, og jeg tror, at begge parter er enige om, at døren er åben for et samarbejde igen i fremtiden. Men lige nu er vi blevet enige om at gå hvert til sit.
- Det var i øvrigt hårdt for mig at stå og fortælle beslutningen foran hele holdet, for jeg har et godt forhold til mange af gutterne, siger Nagel.
Tættere på familien
AaB har endnu til gode at præsentere en ny sportsdirektør samt cheftræner. Planen for Nagel er i første omgang at blive i klubben, indtil sportsdirektøren er på plads.
Når han præsenteres og er kommet godt i gang, skal scouting- og rekrutteringschefen hjem til Tyskland og bruge tid med sine nærmeste.
- Jeg skal holde noget ferie. I de seneste to år har jeg ikke set min familie så meget, som jeg gerne ville. Derfor er det vigtigt for mig at bruge en masse tid med dem nu, siger Nagel.
34-årige Julius Nagel kom til AaB i sommeren 2023.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
Betinia Liga

































