2026-08-22 09:00:00

Fuld plade for Vanlerberghe: Nørgaard fremhæver særlig evne

Jordi Vanlerberghe har fået fuld tid for Brøndby her i starten af sæsonen, og han tager mange positive skridt for tiden, mener cheftræner Thomas Nørgaard. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Brøndby
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 5. runde

mandag 24. aug

BIF

vs

SIF

Jordi Vanlerberghes plads ved siden af Luis Binks i Brøndbys centrale forsvar har været urokkelig i sæsonens første fire kampe.

På trods af en længere periode, hvor han var helt ude i kulden under Steve Cooper, har den 30-årige belgier i den grad ædt sig tilbage i de blågules startellever.

- Han er den spiller sammen med Luis, der har haft det mest kontinuerlige niveau i preseason, sagde Thomas Nørgaard efter torsdagstræningen på Vestegnen og forklarede, hvorfor han i så høj grad har set belgierens vej.

- Han er dygtig på bolden og til at bryde kæderne, hvilket er vigtigt for os. Han er god til at se mere end bare en linje frem. Det vil sige, han har noget i spil med bolden, vi rigtig godt kan lide.

- Så mange år har han ikke været forsvarsspiller og kommer jo også fra en anden skole. Så der er stadig noget på de defensive principper, hvor han er meget lydhør og nysgerrig på at blive dygtigere.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Fuld plade for Vanlerberghe: Nørgaard fremhæver særlig evne
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Men som modstandertræner synes jeg, at han var irriterende at spille over for. Som træner for ham har det indtil videre været bekræftende, at nogle af de ting, jeg tænkte, har flyttet sig i en god retning.

Jordi Vanlerberghe kom til Brøndby i januar 2024 og har siden spillet 66 kampe i den gule trøje forskellige steder på banen. 

Og netop hans alsidighed værdsætter Thomas Nørgaard, der flere gange skulle forberede sig på Jordi Vanlerberghe, da han stod i spidsen for Sønderjyske.

- Han er dygtig til at afmontere et pres. Nu synes jeg jo ikke, han er udpræget back, men i de foregående sæsoner er han blevet brugt på den position eller i en trebackkæde, hvor han kan finde den der lidt skæve position, hvor han ender med at blive halv back og halv stopper. 

- Det kan nogle gange besværliggøre modstanderne i at få sat deres pres og forberede sig på det. Som modstandertræner havde vi forskellige løsninger, og den ene af gangene gik vi bare op og lukkede ham, og der gik det bedst.

Spørger man hovedpersonen, befinder han sig et godt sted.

Vanlerberghe havde i starten af sæsonen en ærlig snak med Thomas Nørgaard og fodbolddirektør Julius Ohnesorge om fremtiden, og på det tidspunkt kom trioen frem til, at han bare skulle køre på.

- Personligt synes jeg, at det indtil videre har været det mest positive udfald, jeg kunne forestille mig. Jeg er glad for, hvordan tingene går lige nu. 

Derfor har han heller ikke blikket rettet mod andre adresser.

- Jeg har ikke noget ønske om at skifte klub, men man ved aldrig i fodbold, men jeg tror ikke, det bliver aktuelt.

Jordi Vanlerberghe har kontrakt med Brøndby frem til næste sommer.

Podcast Cover

Kan AGF levere nyt mirakel?

Hattrick | Afsnit 3

Vi starter dagens Hattrick med et opkald til Lissabon, hvor Bolds udsendte i Portugal kommer med en beretning fra AGF's 1-3-nederlag til Benfica i Europa League-kvalifikationen.

Læs mere
-15:21

Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 5. runde

mandag 24. aug

BIF

vs

SIF

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce