I næsten 20 år har Allan Bak været en af landets førende fodboldagenter.
Det fortsætter han med at være, men det bliver i fremtiden ikke som selvstændig i firmaet Elite Consulting.
Torsdag er hans virksomhed blevet en del af AS1, der er en af verdens førende agentvirksomheder med spillere som Bruno Fernandes, Luis Diaz og Nuno Mendes i stalden, lige som Rúben Amorin også er en del af porteføljen.
Når Allan Bak har valgt at slå sig sammen med AS1 nu, hænger det sammen med udviklingen i branchen.
- I et par år har vi haft dialog med flere interesserede. Når vi har valgt at gå sammen med AS1 er det fordi vi deler de samme værdier.
- Det er gode og ordentlige mennesker, der gør tingene, som vi vil gøre det.
- Det er en helt naturlig udvikling, der sker i agentbranchen. Det handler om at give spillere og trænere de optimale muligheder for at opnå de rigtige aftaler og skabe de stærkest mulige resultater.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det gør man bedst ved at have et meget stort netværk, hvor man er tæt på klubberne. Det får vi med AS1, der er meget stærke i lande som Spanien, Portugal, Italien og Frankrig, siger Allan Bak til Bold.
- Vi kommer ind i en virksomhed, der har flere lokale kontorer i Spanien, Portugal, England, Italien og Frankrig og Sydamerika. Det kommer til at åbne helt nye døre for os i fremtiden, tilføjer han.

Måtte opgive karrieren
Allan Bak startede som fodboldagent i 2007. Det skete efter fodboldkarriere, han måtte indstille i en alder af blot 24 år.
Han blev topscorer i Superligaen i sæsonen 2000/01 med 16 scoringer for FC Midtjylland, blev solgt til Heerenveen, men nåede kun få kampe i den tid, han var i klubben.
En rygskade satte en stopper for en ellers lovende karriere.
Siden blev han scout for Heerenveen og ejendomsmægler i København, men en permanent rolle i fodboldbranchen trak i ham.
- Da jeg grundlagde Elite Consulting, var min ambition at opbygge en virksomhed baseret på relationer, tillid og integritet. Den ambition har aldrig ændret sig.

- Jeg startede som agent for at hjælpe tidligere holdkammerater. Min mission har altid været at opføre mig ordentligt. At gøre tingene rigtigt.
- Tingene udviklede sig så gennem årene, så vi i dag står med 175 spillere og trænere i en virksomhed med 12 ansatte.
- Vi har opbygget vores virksomhed i Danmark, og jeg er på en gang stolt og meget taknemmelig over den loyalitet, vi har mødt fra vores klienter gennem årene.
- Jeg føler, vi har opbygget et stærkt omdømme som en virksomhed, der gør tingene på den rigtige måde, siger Allan Bak.
Store navne som kunder
Mens Elite Consulting formelt lukker, glæder det Allan Bak, at de 12 ansatte, der er i virksomheden, fortsætter som intet var hændt med at passe de 175 klienter, som man repræsenterer.
Det gælder blandt andre Victor Froholdt, Anders Dreyer, Alexander Bah, Albert Grønbæk. Derudover repræsenterer firmaet også store trænernavne som Ståle Solbakken, Thomas Frank, Kasper Hjulmand og Brian Riemer.
Derudover repræsenterer de nogle af de største unge talenter i både Danmark og Island.
- Arbejdet som agent har forandret sig gennem årene. I begyndelsen handlede det meget om kontraktforhandlinger og transfers.
- I dag er det i langt højere grad karriereplanlægning, personlig rådgivning og løbende dialog både med spillere, trænere og familier, fastslår Allan Bak.

De ansatte i Elite Consulting overgår til AS1, men det betyder ingen store ændringer. De fortsætter med at arbejde med de samme spillere og trænere, som de har gjort gennem flere år.
I virksomheden arbejder blandt andre Allan Bak, Ebbe Sand, Danny Olsen, Christian Bysted, Mikkel Hedegaard Christensen og Halldór Ragner Emilsson, der har udgangspunkt på det islandske marked.

Hvem står stærkest inden sæsonstart?
Ugens Suppe | Afsnit 1Ugens Suppe er tilbage. Efter ni måneders pause er vi klar med en ny udgave af Bolds Superliga-podcast.
Læs mere
Gør sæsonen sjovere med Super Manager
Sæt dit managerhold og få point for dine spilleres præstationer runde for runde. Kæmp om håneretten mod vennerne og oplev, hvordan selv de kedeligste kampe bliver til noget, du følger intenst.

3F Superliga
Premier League
Ligue 1
Bundesliga
Serie A
La Liga
































